GamleKongensKjøbenhavn

342

Kjøbenhavnske Originaler

kum strømmede til, og Afsætningen af Billetterne var rivende.

Men ulykkeligvis havde Bagge valgt sig en upaalidelig Kasse

kontrollør, en lang Jyde, der, efter at Billetterne vare ud

solgte fra Kassen, for en Mark eller for en Firskilling lod

meget Janliagel strømme ind, derpaa drak sig fuld og lod

i sin Finkelbegejstring Indgangsdøren skjøtte sig selv. Følgen

var, som Bagge fortæller, at nogle af disse „firskillings og

sletingenskillings Ilelte“ opførte sig saa uhøvisk i Parterret,

at Damerne maatte retirere op i Logerne. Men denne Fata

litet var langtfra den eneste. Jydekarlen, der lillige var enga

geret som Lysetænder, røgtede saa lidet sit ansvarsfulde Hverv,

at der, da Publikum strømmede ind, ikke var tændt el encsle

Lys i Orkestret, hvilket imidlertid heller ikke var absolut

nødvendigt, eftersom de Musicerende, der havde lovel deres

Assistance mod Fribilletter, enten udebleve eller foretrak al

være Tilskuere. Bagge var dybt bevæget herover. Det tonede

i hans Indre: „Almægtige! Hvad ville disse Herrer og Damer

lænke, som have understøttet mig, fordi de fandt mig en

bedre Skæbne værdig; ville de ikke Lro, at jeg er det ukul-

tiverteste og utaknemligste Menneske, der, uagtet de have

forudbetall deres Billetter, kan begaa det Manquement ei at

sørge for den mindst bekostelige og første Fornødenhed —

Lys? Man vecd, at jeg troer mig ophøiet over Pøbelen — vil

man ei tro, at jeg desuagtet hører lil den Schofel, som jeg

stedse har foragtet.“ Desuden betoges han af mørke Anel

ser ved al kige ud gjennem Hullet paa Tæppet og i Forgrun

den af det tætfyldte Hus at faa Øje paa to Antagonister, af

hvilke den ene betegnes af ham som en uhyre Bredflab med

Øjne som Dambrikker, med Kjæber som omvendte Kasse

roller og med et Hoved som en Halvolting, den anden som

en myndetynd, befrakkel, bebrillet, langnæset og halvstuderet

Røver. Det var hans Mening, at disse vare Udsendinge fra

det Parti, han havde traadt paa Tæerne ved sin Omtale af

Bournonvilles „Faust“.

Imidlertid havde Bagge gjort sit Toilette i Paaklædnings-

værelset. Delle var en aaben Gjennemgang, og han havde

ikke Ro til at forberede sig lil Deklamatoriet. De Penge, han

havde modtaget for de ved Indgangen solgle Billetter, puttede

han i sin gamle, sorte Kjole, trykkede denne ned paa Bun

den af en Klædekurv og bedækkede den med alt, hvad der

var for Haanden, idel han ikke formodede, al nogen kunde

finde paa at gaa til Bunds der. Med Pathos deklamerede

han: „Lig der, Du almægtige Muld! for Øjeblikket skal Du