GamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavnske Originaler

347

„ Sieur

Winther høit for Publikum

Paaloi mig et

„Dclirium“

Og lagde

,,tremens“

til.

Mon ei deri Løgn Gallimatbi’s

Snart offentlig for Sandheds Pris

Tilbagekalde vil?‘-

Nysgjerrigheden var nu bleven vakt, og man bestormede

Bagge med Anmodninger om, at han dog skulde gjentage sin

Forestilling, idet man lovede at tegne sig for Billetter i store

Mængder. Han følte en ikke ringe Betænkelighed, men om

sider lod han sig bevæge, især da han ved Forudbetaling var

bleven sat i Stand til at bøde lidt paa sit temmelig rampo

nerede ydre Menneske, og hans andet Deklamatorium blev nu

berammet. For at Publikum ikke denne Gang skulde have

noget at beklage sig over, sørgede han for et Orkester under

Petolettis Anførsel, kjøbte Voxlys til Lysekronerne, fin Olie

til Lamperne, og det overdroges Faktor Schmelling i det Popp-

ske Officin i Følge med en (Sæller og et Par Trykkere at

staa ved Kassen. Det gik rivende med Billetternes Afsætning,

og alt var snart udsolgt. Men den Trampen, der allerede led

sagede Ouverturen, varslede intet godt. Imidlertid gik dog

den første deklamatoriske Afdeling — trods den Mumlen,

som „lig Bobler, der blæste sig op og briste i en Mudderpøl",

modtog Bagge — temmelig rolig. Men ved den anden Afdeling

brød Stormen løs.

Bagge fortæller: „Da jeg fremtraadte, havde en hel Linie

af meget vakre Folk placeret sig tæt bag Orkestret og ka

stede op paa Proscenium en stor Mængde Appelsinskiver,

Æbleskrællinger, ja endog grottet Korn og Mask, saa disse

Smagsmænd til min store Forundring berøvede sig selv deres

bedste Føde. Med korslagte Arme stod jeg længe og beskuede

disse Skarnkastere; nu brød min Harme løs; med fuldt Bryst

fløj følgende Tale fra mine Læber: „Jeg har indbudt en Del

fornemme Herrer og Damer for at høre Deklamation, ind

rettet All paa det Bedste, betalt Leje af Theatret, saa at jeg

er Herre for Øjeblikket. En Del ere komne her uden min

Tilladelse og uden at være inviterede. Disses Opførsel er saa

skamløs, al jeg hverken kan eller v il mere fremtræde for

dem. Jeg har ikke en Skilling paa mig, gaa til Pengekassen!

tag Jer usle Skærv tilbage — og jeg skal klare mig for de Øv

rige." Paa højre Side var der En, som vilde snakke, men

jeg afbrød ham med Lynfarl: „Til Kassen!““ — Tæppet faldt,

og trods alle Forestillinger var Bagge urokkelig som en Mur.