GamleKongensKjøbenhavn

350

Kjøbenhavnske Originaler

fremkaldt, men hans Beskedenhed tillod ham ikke at følge

Opfordringen. Indtægten var den største, han nogensinde havde

havt, og han lilbragte derfor nogle meget glade Dage i Odense,

hvis Publikum han ligeledes ydede sin Tak paa Vers.

Endnu fortjener det fra denne lians Kunstrejse at anføres,

at Stiftamtmand Hoppe i Vejle ikke vilde tillade ham at give

Deklamatorier der paa Stedet og derved beraabte sig paa en

gammel Plakat, der forbyder at forevise Dyr og opføre Musik

uden Kancellibevilling. Bagge mente, at han ikke kunde hen

føres under Plakaten; han foreviste hverken Hunde eller Abe

katte, han var heller ikke Bierfiedler eller Solospiller, men

Deklamator, d. v. s. riglig mundtlig Fremstiller af foreteg-

nede Ideer og Følelser, samt gjorde Almenheden bekjendt

med vore bedste Digterværker. Men alt, hvad han sagde,

nyttede intet, og han blev nødt til at løse Bevilling. I Anled

ning af denne Kontrovers med Stiftamtmanden lod han i

„Horsens Avis“ indrykke følgende Spørgsmaal:

„Fordi der gives en Plakat,

Der nægter en og hver Krabat

Foruden Kancellibevilling

At tjene sig en Skilling

Ved først: at fidle

Og tvadle, tvudle, tvidle,

Dernæst at forevise Dyr

Fra Abekat til indisk Tyr,

Fra munter, sund og kraftig Loppe,

Indtil den bedste Fuldblodshoppe,

Skal derfor, spørger jeg med Grund,

En Deklamator holde Mund?“

I nogle Aar rejste

1111

Bagge rundt, og trods den Affældig

hed, som var en Følge af hans Levemaade og tiltagende Alder,

kunde han ikke finde noget blivende Sted. Det var nu engang

hans Skæbne, mente han, at maatte dandse utrættelig lien-

ad den jordiske Vej, indtil han segnede

0111

og fandt den

evige Hvile. Denne blev ham til Del, efter at han paa sin

Vandring i Efteraaret 1838 var havnet paa Bornholm. I Rønne

gav han et Deklamatorium, men et Par Dage efter angrebes

han af en hidsig Feber, som lagde ham i Graven.

Af det anførte vil man vistnok kunne slutte, at Bagge

trods sit groteske Væsen og lielc sin originale Personlighed

var ikke ilde begavet, ja endog i Besiddelse af en vis Geniali

tet, som under andre Forhold mulig kunde have udviklet

sig saaledes, al han kunde have opnaaet el aglet Navn og en