359 / 387
Kjøbenhavnske Originaler
355
milier, der nyde Livet i Naturens Skjød ved en Skinke og
en Bolle Punsch. Til dette Formaal patrouillerede han om
kring og opdagede da i en hyggelig Løvhytte et Selskab, der,
foruden at det bestod af nogle ældre Folk, frembød en særegen
Tiltrækningskraft ved et Par unge Piger af et tækkeligt Ud
vortes. Uden at betænke sig et Øjeblik begav Mahler sig hen
til Bordet, der bugnede under appetitlige Retter og en stor
Bolle Punsch, slog den Mand, som han antog for Husfaderen,
paa Skulderen med de Ord: „Ej, Christensen, skal jeg træffe
Dem herude? Det er virkelig kjønt, at De under Deres Fa
milie en Forlystelse i det grønne efter Dagens Slid og Møje.
Maa jeg trykke Deres Haand?“ — I højeste Grad overrasket
svarede Manden: „Christensen? Jeg hedder ikke Christensen,
De tager vist fejl, min gode Herre?" —„Er det ikke Hr. Hønse
kræmmer Christensen? Nej, hvilket Spil af Naturen! De ligne
hinanden paa Ære som to Draaber Vand; samme milde Ansigt,
samme værdige Udseende, samme Højde og Drøjde." — „Det
var dog mærkeligt,“ svarede Husfaderen, synlig smigret ved
denne Beskrivelse, „ligner han mig saa grant? Men jeg er ellers
Marskandiser og bør i Borgergade. Det var dog løjerligt, det.
Men saa skal De ogsaa Pinedød drikke et Glas med os. Mo’er,
flyt Dig lidt, skænk i for Herren — Værs’go’, tag Plads." —
„Ja, jeg veed ikke — de unge Damer kunde maaske —" —
„Aa,
1111
ingen Snak! Tøsene der holde nok af lidt Selskab,
og saa kunne de jo faa en Svingom siden. Men maa jeg spørge
om Deres Navn, min gode Ven?" — „Kammerjunker de
Buscli!" — svarede Mahler med en vis klædelig Beskeden
hed. — „Kammerjunker, virkelig!" — „Ja, paa halv Gage."
„Det var som Satan! Det er fint, men derfor kan De nok
drikke et Glas Punsch med Smaafolk." — „Nutidens her
lige Frihedsideer have nivelleret al Standsforskjel," svarede
Mahler, og denne Tanke udviklede han nærmere, medens
han efter Evne hjalp til at tømme Bollen. Da Bunden viste
sig, krævede han en anden ind, men førend den kom, bad
han
0111
Tilladelse til at absentere sig et Øjeblik. Han vilde
nemlig, da han befandt sig saa vel her, tage Afsked med sit
øvrige Selskab, der, som lian bemærkede, havde opslaaet sit
Paulun i en anden Del af Skoven. Dette var dog ikke den
egenlige Grund. Han maatte se at faa fat paa sine omflagrende
Stalbrødre for hos dem at opdrive d
,1
fornødne Mønt til den
bestilte Punsch. Da dette efter nogen Møjsommelighed om
sider var opnaaet, vendte lian tilbage til Selskabet. Et nøjere
Venskab blev sluttet, Tilbagevejen til Byen skete paa den