363 / 387
Kjøbenhavnske Originaler
3 5
$
sig saa god! som i gamle Dage. Hertil knytter sig en dyb
sindig Undersgøelse over den Vej, der fra Kjøbenhavn er
den nærmeste til Dyrehaven. Den Sands for det praktiske,
som heraf fremlyser, viser sig end yderligere i et Kort over
Bakken med Betegnelse af Kunstpræstationer og Beværtnings-
telte samt i en Dagsliste. En Artikel vover sig ind paa det
temmelig betænkelige Omraade at anbefale en enkelt af Be
værtningerne derude — Mad. Fælges’s —, men det sker rig
tignok meget varsomt og med Paaberaabelse af J. L. Heiberg,
der har gjort det samme med Briggs Hotel i Helsingør, lige
som Udgiveren lover, at han i Fremtiden ikke vil nægte noget
Telt eller nogen Kagebod sin Rekommandation.
Heller ikke Polemik fattes der, dog er den navnlig rettet
mod „Figaro“s Udgiver, Løjtnant Georg Carstensen, Tivolis
senere saa berømte Stifter, der ved sine Vauxhaller i Rosen
borg Have aabnede en slem Konkurrence med Dyrehaven.
Det synes overhoved, som om Skovsæsonen i 1842 aldeles
ikke var heldig, og at „Skov- og Dyrehavsbladet“ derfor heller
ikke fandt synderlig Afsætning. Dette forklarer, at Bladets
Bogtrykker, formodentlig fordi den betingede Betaling ude
blev, tog sin den Frihed at agere Reiersen og at lægge et af
Numrene (6) under Beslag. „Hvad have vi vel mere Vidnes
byrd behov for Pressens liaardt betrængte Tilstand!“ ud
bryder Udgiveren hændervridende. Bladet blev derfor trykt
hos en anden Bogtrykker, men uden sin Vignet (en bebrillet
Herre, der indbyder til Abonnement), thi denne havde den
første beholdt som en vist temmelig tvivlsom Sikkerhed for
Betalingen. Bladet udkom i alt i 9 Numre, og med Dyrehavs-
tiden var ogsaa dets Livstraad overskaaren.
Men hermed var Arboe Mahlers Rolle paa en vis Maade
udspillet i Kjøbenhavn. Savnende selv det nødvendigste, saa
han sig nødsaget til at begive sig til Bornholm, hvor han
havde paarørende. Her gjorde han et Forsøg paa at rehabi
litere sig; han var en kort Tid — fra 2den Maj til 29de Au
gust — Redaktør af „Bornholms Avertissements-Tidende", men
snart henfaldt han igjen til sine gamle Udskejelser, og nu
begyndte det sørgeligsle Afsnit i hans Liv. Der opstod en
stærk og vistnok fuldt begrundet Mistanke om, at han havde
været med ved Fbrfærdigelsen af falske Bankosedler, der
begyndte at cirkulere paa Bornholm. Han øg hans formodede
medskyldige bleve arresterede, men uagtet disse tilstod og
angav ham som Hovedmanden, nægtede han haardnakket og
stillede sig overhoved an som en uskyldig forfulgt. Selv under