367 / 387
Kjøbenhavnske Originaler
363
en fli tlig Samler kort efter Jørgensen Jomtous Død frelstes
fra en Spækhøkers herostratiske Hensigter, til hvem disse
Kostbarheder vare solgte som Makulatur til en Pris, der
endog stod langt under den Kurs, hvortil almindeligt trykt
Makulatur gaar i Handel og Vandel. Denne Masse er et for
bavsende Vidnesbyrd om Jørgensen Jomtous Frugtbarhed og
tillige om hans store Alsidighed. Den hidrører fra de sidste
sex, syv Aar af hans Liv, og naar det kun er Manuskript,
er vel Aarsagen den, at han, miskjendt som mangfoldige
andre, ikke kunde faa nogen Forlægger til sine Aandsfostre
eller faa dem optagne i noget Blad. Han behandler heri de
mangfoldigste Æmndr, statsøkonomiske, politiske, historiske,
juridiske, æsthetiske, men det meste drejer sig dog om hans
egne Livsbegivenheder, hans egne Fata og den Forfølgelse,
han fra de forskj elligste Steder havde været udsat for. Han
meddeler ogsaa Breve fra sig, til sig og
0111
sig. Men hvad der
dog egentlig har bidraget til dette hans literære Efterladen
skabers svulmende Omfang, er den Omstændighed, at han
i Overensstemmelse med S. Kierkegaards Anskuelse
0111
det
interessante i Gjentagelsen har behandlet et eller andet
Æmne, en eller anden Begivenhed mangfoldige Gange uden
synderlig Forskjel i Behandlingsmaaden. Dette er saaledes
Tilfældet med de mod ham i 1859 anlagte Pressesager, for
hvilke han af Højesteret dømtes henholdsvis til 3 og 4 Maa-
neders Fængselsstraf. Disse Sager bringer han i sine efterladte
Manuskripter paa Bane vistnok en Snes Gange, og allid ud
førlig, medens det sannne er Tilfældet med andre Sager,
som nagede eller særlig interesserede ham. De vise sig i
Ordets egenlige Forstand som fixe Ideer.
Jo h a n Jø rg en sen Jorntou fødtes den 7de Marts 1791
i Maribo, hvor hans Fader var Vævermester og Skatteopkræver
for Kommunen, foruden at han beklædte andre offenlige Be
stillinger. Denne sin Fader omtaler han med stor Kjærlig-
lied og skildrer ham som en i enhver Henseende brav Mand,
hvis Minde fremkalder hos ham Beundringens og Begejstrin
gens Taarer. Men Sønnen var sin Fader værdig. Efter eget
Sigende var han et fra Hjertets og Aandens Side særdeles
begavet ungt Menneske med en fortrinlig Hukommelse og en
uforlignelig Fatteevne. 1 Bevidsthed
0111
sin Sjæls Adel øn
skede han at være den Privatmand, til hvem Frankernes
Konge Pharamond sagde: „Du skal aldrig blive mere, end
Du er, men Du skal heller aldrig blive mindre, og Du skal
aldrig ophøre at være min Ven!“ eller som Digteren Petrark,