GamleKongensKjøbenhavn

362

Kjøbenhavnske Originaler

ham. Det kritiske Blik var dengang langtfra saa virksomt og

skærpet, som det

1111

er, og naar desuden adskillige andre For

hold tages i Betragtning, som det vilde føre mig for vidt at dvæle

ved, er det ikke saa meget at undres over, at Christian den

Ottende fæstede nogen Lid til Jørgensen Jomtou, da denne

henvendte sig til ham, i Særdeleshed, da han ikke blot viste

sig som en stor Enthusiast for sine Menneskeheden lyksalig-

gjørcnde Ideer, men tillige, hvad alt viser hen paa, var sær

deles uegennyttig og ikke søgte at drage nogen som helst

personlig Fordel af sin Adgang til Kongen. Det anførte er

ikke noget Forsvar, men, som sagt, en nogenlunde naturlig

Forklaring, hvorved det tillige ligger nær, at Erkjendelsen

af begaaede Fejlgreb udkræver en Selvovervindelse, som man

ikke altid finder lios en Monark. Langt mere uforklarligt er

det derimod, at en saa grotesk Person som Hestehandler

Nathanson, der lod sig døbe af Chikane mod Grosserer Na-

thanson, Redaktør af „Berl. Tid.“, for at kunne prange med

det samme Navn som han, kunde finde et aabent Øre hos

Christian den Ottende for sine vilde Ideer

0111

Hesteavlens

Fremme.

Af de nævnte tre Personer var Jørgensen Jomtou en Kjø-

benhavnerne i mange Aar meget bekjendt Figur, især da han

stadig forstod at henlede Opmærksomheden paa sig, navnlig

ved igjennem forskjellige Blade, ja endog gjennem Rigsdag

og Rigsraad at liolde Publikum

å jour

med sine Livsfata. Men

hans personlige Optræden bidrog ogsaa sit dertil. Han hørte

til dem, man uvilkaarligt fæster Øjnene paa. Naar man saa

paa Gaden en Mand, i Reglen iført en sort luvslidt Kjole og

do. Renklæder, med Kalvekryds i Skjorten og store krusede

Mansketter for Hænderne samt foruden disse ikke altid ganske

propre Prydelser en meget stor Guldkjæde over Vesten, med

et stærkt markeret Ansigt, der bar Spor af Koppernes uhel

dige Indflydelse, og med en ejendommelig slingrende Gang,

hvorved den ene Arm altid var et Stykke forud for den

anden, saa vidste alle, at det var Jørgensen Jomtou, indtil

for 14 lil 16 Aar siden en af de faa Originaler, som Kjøben

havn endnu havde at opvise. Det er ogsaa ham, hvis Liv og

Levnet jeg i korte Træk skal skildre i det følgende, og hvor

til jeg udbeder mig Læsernes Opmærksomhed.

Stof til denne Skildring fattes mig ikke; skulde jeg klage

over noget, maatte det være over Stoffets Overflødighed. Jeg

har nemlig liggende for mig en Samling Manuskripter fra

hans Haand, bestaaende af flere tusinde Foliosider, der af