372 / 387
368
Kjøbenhavnske Originaler
Hus han nød de herligste Glæder, og hvis to livfulde, aand-
rige og vennehulde Døtre han ikke kunde glemme. Ved Af
skeden sagde Hofraaden lil ham: „Naar De kommer hjem,
skal De lade Dem ansætte som Kabinetssekretær; thi der er
De paa Deres Plads/* Men det vilde han dog ikke.
Denne Rejse gjorde han for det meste til Fods og brugte
af sine egne Penge 400 Rdl. Da han kom hjem, forelagde
han Kongen Resultatet af sin Rejse, blandt andet Planen til
en Straffeanstalt lig den i Prag. Kongen havde, som han
fortæller, tiltænkt ham Direktørposten for denne Anstalt, men
Planens Iværksættelse blev udsat, og han blev derfor heller
ikke Direktør. Det begyndte overhoved at gaa op for ham,
at han blev modarbejdet fra alle Sider, og at navnlig Ste
mann var hans arge Fjende. Fast besluttet paa at trække sig
tilbage, sagde han til Kongen: „Lad os skilles ad. Det For
hold, livori vi staa lil hinanden, miskjendes og leder dog ikke
til noget. “ Det Spørgsmaal, Kongen gjorde ved denne Lejlig
hed, om han ogsaa vilde slutte sig til hans Modstandere,
krænkede ham dybt og foranledigede, at han i en længere
Skrivelse forsvarede sig og beraabte sig paa sine store For
tjenester. Han vilde ikke inere skrive noget offenlig; med
sin Brochure „Om Opdragelsen" vilde han for stedse tage
Afsked fra den literære Bane og forlade sil Fædreland, „livor
saa mange blodige Minder og Taarer klæbe ved Erindringen.“
„Jeg agter,“ hed det tilsidst i Skrivelsen, „nu at træde tilbage
til den Virkekreds, hvori min Fader — den retskafneste og
mest elskede og agtede Mand, jeg har lcjendt — var; men da
intet Fabrikvæsen her i Landet kan trives, saa længe vi have
dette Toldvæsen, og jeg desuden ønsker at lære Kattuntryk'ning
og Glitning m. m. i Udlandet, agter jeg at indtræde to Aar i
Læreforhold i Elberfeld.“ — Følgen af denne Skrivelse var,
at Kongen lod ham kalde og overtalle ham til at blive. Det er
atter hans eget Referat.
Han vedblev nu at udarbejde forskjellige Ting, som han
forelagde Kongen, deriblandt Forslag til Ophjælpning af den
arbejdende Klasse i Kjøbstæderne og paa Landet, navnlig
Husmandsstanden, Udkast til Anordninger o. s. v. Igjen begav
han sig (i 1843) paa en Rejse. I Wien vilde Kolowrath formaa
ham til at blive med Løfte om ,at sørge for ham; men han
svarede: „Jeg kan ikke, Deres Excellence! Uagtet jeg ikke ejer
en Fodsbred Jord i mit Fødeland, er det dog for mig, som om
hele Danmark tilhørte mig, og hvor jeg er, er der noget, som
trækker mig hjem.“ Men denne Kjærlighed lil Fædrelandet