378 / 387
374
Kjøbenhavnske Originaler
let som Forbryder, fordi jeg har antaget mig mine foruret
tede Medmenneskers Sag og ærlig bestræbt mig for at stifte det
gode og forhindre det onde, der stod i min Magt. Dette er nu
ganske i sin Orden, og deri maa jeg finde mig; men jeg kan
derimod ikke finde mig i, at et Værk, hvis Materiale jeg
møjsommelig har samlet paa Erfaringens Mark, paa hvis
Udarbejdelse jeg har anvendt mange Aar, og som en aandrig
og oplyst Monark har værdiget at revidere, omkalfatres af
nogle Jurister og forvandles derved muligvis til et Makværk,
der vel kan være gavnligt for den rige og mægtige, men for
dærveligt for den ringe og fattige.1* Han truede tillige i denne
Skrivelse med at indgive en Klage til Rigsdagen over det be-
gaaede Ran, men det ses ikke, om han udførte sin Hensigt.
Hvad der dog mest nagede liam, var den formentlige Uret,
der var overgaaet ham ved hine Domfældelser for Artiklerne
i Bladet Rapée. 1 Juli 1864 sendte han en meget udførlig An
søgning til Kongen med Forlangende om, aL den i 1859 mod
ham anlagte Sag maatte blive revideret, og Justitsminister
Casse, Stiftamtmand Simony, Justitsraad Købke samt for
skjellige Assessorer i Kriminalretten og i Højesteret satte un
der Tiltale og tilpligtede at betale det Tab, han havde havt
ved denne Sag. Et Andragende af lignende Indhold sendte han
i September 1864 lil Rigsdagen, men del havde samme Skæbne
som hans forskjellige andre Andragender til den lovgivende
Forsamling.
Disse frugtesløse Forsøg paa at opnaa, hvad han kaldle
Ret og Retfærdighed, vare, som det lader til, hans sidste. Dog
lagde han ikke Hænderne i Skødet, thi hans efterladte Pa
pirer vise, at han vedvarende samlede Materiale lil sin Samtids
Historie, navnlig til Oprørets i Hertugdømmerne saavel som
til de Regivenheder, der samtidig gik for sig her i Kjøben
havn. Dette Materiales Værdi er vel temmelig tvivlsom, men
det vidner om stor Flid og Arbejdslyst, og i ethvert Tilfælde er
det et Revis paa, al han endnu i sine sidste Levedage beva
rede Revidstheden om sine store Evner og om sit Kald som
upartisk Historieskriver. Hans Legemskræfter, der all vare
Undergravede ved fremrykket Alder, ved Sorger og vel ogsaa
ved Savn, kunde ikke holde Skridt med hans aandelige An-
strængelser, og efter kort Tids Sygeleje døde han den 31te
December 1866. Hvilken Dom man end vil fælde om Jørgensen
Jomtou, hans Virksomhed og offenlige Optræden, saa vid
ner dog all om, at han var en honnet Karakter, og at hans
Evner, hvis de vare blevne ledede i det rette Spor og havde