GamleKongensKjøbenhavn

376

Kjøbenhavnske Originaler

VII.

Heibergs „Recensenten og

Dyret1 ‘ siger Keiser om den

smukke Opvartningspige Rose

i Hr. Pelts Telt paa Dyrehavs-

bakken, at hun nok snarere er

fæstet for at underholde Gjæ-

sterne paa en behagelig Maade

end at arbejde i Køkken og

Kælder. Ganske vist er en smuk

Opvartningspige et ikke ringe

Tiltrækningsmiddel for en of-

fenlig Beværtning. At se en slig

tjenende ung Dame proper og

pyntelig i Paaklædning med en

Smule nødvendigt Koketteri

vimse fra et Sted til et andet,

byde de forlangte Sager om

kring med et venligt Smil og

et artigt Ord til enhver, er rig

tignok noget langt hyggeligere

end det Skue, som den mand

lige Opvartning afgiver, hvil

ken, for saa vidt denne er ind

født, i Reglen — og dette være

sagt uden nogen Forklejnelse

for Nationaliteten, ja, inaaske

—

Kald. Men en Betingelse for, at det blidere Kjøn med Fordel

skal kunne anvendes i denne Egenskab, bestaar unægtelig

deri, at Opvartningsjomfruen (jeg tager den mere elegante

Benævnelse) foruden at hun tilfredsstiller Moralens strenge,

om ikke strengeste Fordringer, forstaar at holde den gyldne

Middelvej ved ikke at være for forekommende mod nogle

af Gjæsterne og ikke for lunken mod andre, ikke agere Mag

net, der snart trækker til, snart støder fra efter den Gjen-

stands Beskaffenhed, hvormed den kommer i Berøring. Hun

maa have det samme Smil paa rede Haand overfor den

tvertimod til Fordel for den