385 / 387
Kjøbenhavnske Originaler
381
Pengestykker, har overlevet ham. For hans Stamgjæster yar
denne summariske Maade at tage Betaling paa, som han
undertiden udførte for Alvor, ikke meget generende, da de
nok ved Lejlighed vidste at tage Revanche, f. Ex. ved at
fortære for et rundeligt Beløb, rejse sig og gaa deres Vej med
de Ord: „Det slog lige til“; men for andre blev det undertiden
for broget. Saaledes havde en Dag to Sømænd, der ikke
kjendte hans Manér, leveret ham en Specie for Fortæring.
Med de sædvanlige Ord „det slaar lige til" puttede Lars Ma
thiesen den i Lommen. — „Ja saa,“ sagde den ene Sømand,
„men jeg slaar min Salighed ogsaa lige til!“ og han langede
ham i del samme en artig Kindhest, som Lars Mathiesen,
uagtet han meget vel var i Stand dertil, ikke besvarede, fordi
han mente, at der dog var nogen Ræson i den Tale. Et andet
af hans Mundheld var: „Lad gaa“, hvortil han undertiden
tilføjede noget, der just ikke var Musik i høviske Øren.
Overhoved kan man jo nok vide, at hans Spøg var tem
melig grovkornet; men det skal erkjendes, at den altid var
krydret med Lune, ligesom ogsaa, at de Krøniker, hvormed
han opvartede, naar Glasset gik omkring, bestandig vare ly
stige og morsomme, om ,de end vare noget saftige. I Ordspil
havde han en vis færdighed, og han havde et stort For-
raad af Ordsprog, som han omdannede efter Omstændig
hederne. „Man maa sætte Fortæring efter Ernæring,“ sagde
han, slaaende sig paa sin tykke Mave. Naar man gjorde ham
en Kompliment for hans raske Udseende trods hans liøje
Alder, svarede han: „Intet Under, Sønnike, jeg har alle mine
Dage ført et tysk (kysk) og fugtigt (tugtigt) Levnet.“ Han
lioldt ogsaa nok af med sin temmelig slagfærdige Vittighed
at gjøre sig lystig over en og anden, naar han kunde komme
afsted dermed. Selv Rahbek, der jævnlig besøgte ham, kunde
ikke gaa fri derfor. Herom fortælles der flere Anekdoter,
blandt hvilke følgende ere de mest karakteristiske:
Rahbek havde som bekjendt rødligt Haar, og Lars Ma
thiesen var 'skaldet. „Hør, Lars,“ sagde Rahbek engang til
ham, „hvor Pokker var Du henne, da Vorherre uddelte Haar
til de dødelige?" „Det ved jeg ikke,“ svarede Lars, „jeg havde
vist forsinket 'mig noget, for da jeg kom, var der ikke andet
end røde 'Haar tilbage, og dem skøttede jeg ikke om.“ — Da
Rahbek var bleven udnævnt til Ridder af Dannebroge, faldt
han i sin Glæde derover ind til Lars for at lade sig gratu
lere og beundre af ham. Det manglede da heller ikke, men
pludselig spurgte Lars Mathiesen: „Ved Du, hvad Forskjel