381 / 387
Kjøbenhavnske Originaler
377
unge elegante Herre som overfor den gamle Stødaf, der
hører til Husets Stamgjæster; hun maa med en vis Rutine
1‘orstaa at unddrage sig nærgaaende Friheder, fra hvem de
saa komme, og hun maa tillige ikke gjøre Forskjel paa de
to Slags Gjæster, som hin Opvarter kun kjendte, dem nem
lig, der give Drikkepenge, og dem, som ingen give. Men,
hvor er det vel i vor fordærvede Tidsalder, hvor Fristelsen
er saa stor, muligt at opvise en, end sige flere Opvartnings-
jomfruer af den Beskaffenhed, og da man paa Grund heraf
i Reglen har gjort den Erfaring paa Beværtningsstederne,
at kvindelig Opvartning snarere skader end gavner Søgnin
gen, fordi den trækker den Del af Gjæster til sig, som er mindst
lønnende, medens den fjerner den solidere Part, er den paa
de allerfleste Steder bleven afskaffet og erstattet med mand
lig, vistnok til stor Satisfaktion for Sædeligheden, men, som
alt bemærket, næppe til Fyldestgjørelse for Skjønhedssandsen.
Disse Bemærkninger, der vedrøre det tjenende Personale
paa Beværtningsstederne, gjælde ogsaa for en Del Nutiden.
Sjælen og Aanden i den lille Stat, som et saadant Etablisse
ment, større eller mindre, egenlig udgjør, er imidlertid Vær
ten, den, som leder og styrer det hele. Ogsaa i Henseende til
denne Statsborger har Tidsaanden gjort sit Krav gjældende.
Nu ser man ham sjældent, han er saa godt som usynlig.
Hans Aand svæver maaske, eller maaske ikke, over det hele,
men det findes hverken ganske passende eller sømmeligt,
i del mindste i de bedre Beværlningssteder, at se ham gaa
omkring og deltage direkte i Opvartningen, endnu mindre
i Underholdningen. Der bestaar et, om ikke fremmed, saa
dog i det mindste anstandsfuldt Forhold mellem ham og Gjæ-
sterne, og
0111
noget kammeratligt Forhold er der sjældent
Tale. Hvor ganske anderledes var det ikke i ældre Tider.
Værten var næsten altid tilstede, og deltog han ikke selv,
med et grønt Multums Forklæde for, i Opvartningen, saa
ledede han den dog. Han paasaa, at Gjæsternes billige Krav
bleve tilfredsstillede, og hvad der tillige var noget af det vig
tigste, han søgte at underholde sine Gjæster paa en behage
lig Maade med Dagsbegivenheder, Nyheder, sindrige Reflexi-
oner over Dit og Dat, ja vel endog med Politik, altid den uden
landske, thi den indenlandske brød man sig ikke synderlig
om. Der var et selskabeligt og venskabeligt Samliv, især mel
lem ham og Sitamgjæsterne, et Forhold, der næsten var pa
triarkalsk, hvorfra vel ogsaa Benævnelsen Krofa’r hidrører.
Blev der undertiden improviseret et lille Symposion, var Vær