GamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavnske Originaler

379

lignende Orakelsprog. Det hidrørte ifølge hans Beundreres

Anskuelse fra hans Ideers Storhed og Mangfoldighed, der

ikke tillod dem at slippe ud gjennem den fast tillukkede

Hjernekiste. Men til andre Tider, naar der dannede sig et

gemytligt Drikkelag af Gjæsterne, hvori han indbødes til at

tage Del, da var det, som om det Stigbord, der havde hæm

met hans Tales og Ideers Udstrømning, pludselig var taget

bort, og alt som Glassene tømtes, fyldtes pg atter tømtes,

blev Frater Taciturnus (saaledes kaldtes han af nogle intelli

gente Gjæster) saa tungefærdig som den mest drevne Rigs

dagstaler nu. Der var ingen Gren af den menneskelige Viden,

han ikke forstod at udbrede sig over, pg man vidste ikke,

hvad man mest skulde beundre: den pudserlige, storagtige

Mine, hvormed han udkrammede sin Visdom, eller den Kon

trast, han ved sin Snakkesalighed nu i det hele afgav mod

sin tidligere stilfærdige Tavshed. Disse forskjellige Tilstande

gav et godt Stof for komiske Optrin pg gav ham et eget Ry.

Endvidere var der En, som gjorde sit Etablissement til

lokkende ved at forene det med en gamling Raritetér, som

han kaldte sit „Neutraliekabinet“. At forevise dette var hans

Stolthed, og for naturkyndige vilde den Maade, livorpaa han

gjorde clet, have frembudt en ikke ringe Interesse, for saa

■"vidt som de derved fik Lejlighed til at udvide deres Kund

skabers Kreds, ikke blot ved at lære en Mangfoldighed af

Benævnelser at kjende, som hverken Cuvier, Linné eller nogen

anden naturkyndig kjendte noget til, men tillige ved at faa

et Indblik i saadanne Hemmeligheder i Naturen, som de sik

kert aldrig havde havt nogen Anelse

0111

. Han paastod f. Ex.,

at Konkylier ikke vare andet end forstenede Luftblærer af

Kæmpefisk, samt at de ægte Perler,, af hvilke han ejede

et Exemplar saa stort som et Flueøje, var den gennem Bla

dene noksom bekjendte „Søslanges" Exkrementer. Saa var

der en Vært, hvis Specialitet bestod i at fløjte. Han havde

dresseret sine Opvartere derefter. En Snaps, en halv Flaske

01, et Glas Punsch, et Stykke Smørrebrød, en halv Boeuf,

havde hver sit Fløjtesignal. Endelig var der en Vært, der

var Poet; han digtede mange Viser, nier eller mindre mor

somme, og foredrog dem for sine Gjæster med vellydende

Stemme, akkompagnerende sig selv paa Guitar. Fra ham hid

rørte ogsaa forskjellige lystige Avertissementer i Adresse

avisen, hvilke ikke forfejlede deres Virkning. Initialen Side

314 viser hans Portræt. Han var bekjendt under Navn af

„Kjærne-Peter“.