384 / 387
380
Kjøbenhavnske Originaler
Men Fyrsten for alle Værter og Matadoren for alle Restau
ratører var dog Lars M ath iesen , engang, næst den abso-
lute Konge paa Slottet, Enehersker paa Frederiksberg. For
en ældre Generation var hans Navn niaaske mere bekjendt
end de mest folkelige Mænds i Fædrelandets Historie, og der
er vist mangen gammel Landsbypræst dybt inde i Jylland,
der endnu mindes ham fra sine Studenterdage. Det var jo
hos Lars Mathiesen, at mange af dem toge „Embedsexamen".
Denne Examen maa dog ikke tages i aandelig Forstand, ej
heller er Meningen den, at danske Musasønner søgte at finde
Visdommens Gudinde paa Runden af Lars Mathiesens rum
melige Punscheboller. Sagen var simpelthen den, at en Em-
bedsexamen, selv om den var tilendebragt med alle Cere
monier og opnaaet med større eller mindre Udmærkelse,
først fik sin egenlige Indvielse ved et lystigt Konvivium ude
hos Lars Mathiesen i Frederiksberg Alleegade. Men ikke blot
Studenterne vare hans stadige Gjæster, hans Reværtning søg
tes af alle Borgerklasser. Her fejredes Bryllupper, Barne-
daab og andre Familiefestligheder, ja endog Ligbegængel-
ser; her endte Lystighederne, naar der var en Kanetur, eller
naar Katten sloges af Tønden Fastelavn, og næsten altid præ
siderede Lars Mathiesen derved i egen høje og tykke Per
son som selvskreven. Inviterede man ham ikke, indfandt han
sig selv og præsenterede sit Glas, som han altid bar i Lom
men til clette særlige Formaal.
Der kunde heller ikke tænkes nogen mere passende For
mand ved et lystigt Gilde end gamle .„Lars“, som han sad
der i Vest og i Nattrøje af tærnet Bomuldstøj — et Kostume,
der vel stred noget mod Dekorum, men som man aldrig
forargedes over — med Huen halvt paa det skaldede Hoved,
med det brede, svære Ansigt, hvis Træk i sand Lapidar
stil vidnede om Kraft og Godmodighed, parret med Bestemt
hed, og hvis poliske Øjne straalede af et overgivent Lune.
Dette Indtryk faar man af et lithograferet Portræt efter et
ypperligt Maleri af Gertner, som udkom i 1840. Der var i
hans Maade at behandle Gjæsterne paa en vis Ligefremhed,
en gemytlig Fortrolighed, der kun kunde støde den, der enten
ikke kjendte ham, eller som holdt strengt paa sin Værdig
hed. Selv i det „Du", hvormed han tiltal le enhver efter et
kort Bekjendtskab, fandt man sig med Fornøjelse, især da
„Lars" slet ikke tog det ilde op, naar man duttede ham
igjen og kaldte ham en „gammel Optrækker" o. desl. Hans
Mundheld „Det slaar lige til", naar der leveredes ham større