GamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavnske Originaler

373

det rette Lys og at rense Dronning Karoline Mathildes Minde.

Disse Forelæsninger, hvorved han udviklede en vis drama

tisk Færdiglied som Reminiscens fra hans tyske Skuespiller

liv, gjorde dog ikke samme Lykke som de bekjendte Karup-

ske*), men mulig havde han været heldigere med de Fore

drag over Christian den Ottendes Liv og Virksomhed, som

han bebudede at ville holde i Apollosalen, dersom Politiet

ikke havde fundet sig foranlediget til at forbyde dem. Han

lod sig dog ikke heraf skræmme fra vedblivende at virke til

Almenvellet. I Novbr. 1861 tilstillede han Rigsdagens Folke-

thing og i Januar 1862 Rigsraadet et Andragende, hvori han,

næstefter at have fortalt, hvorledes han paa en Bænk ved

St. Jørgenssø havde truffet et stakkels Mand, der med sin Fa

milie var nærved at dø af Sult, fordi han intet Arbejde

kunde faa, foreslog forskjellige Midler til at afhjælpe den

almindelige Trang og ophjælpe Industrien. Af disse vare en

stærk Beklipning af Kongens daværende Civilliste, forhøjet

Indførselstold og Jernbanernes Nedlæggelse de vigtigste. Til

Støtte for sin Paastand om Jernbanernes Skadelighed i et

lille Land anførte han Citater 'af en stor Del Statsmænd, saa-

som den wtirtembergske Minister Rømer, Politimesteren i

Kiel o. s. v. Den sidstnævnte havde som et Bevis paa Jern

banernes skadelige Virkning anført, at før havde Kiel tolv

Hattemagere, nu havde Byen kun to, fordi alle Folk i Kiel

kjørte paa Jernbanen til Hamborg og kjøbte deres Halte der.

Saa indlysende Argumenter til Støtte for Jørgensen Jomtous

statsøkonomiske Principer gjorde dog intet Indtryk paa For-

mændene i Rigsdag og Rigsraad, og hans Andragende blev

ubønhørlig lagt til Side.

Det er tidligere omtalt, at han havde udarbejdel et Udkast

lil en Kriminallov. Denne, der indeholder overordentlig stren

ge Bestemmelser og soin Drakons næsten kunde siges at være

skreven med Blod, var efter hans Sigende bleven revideret

af Christian den Ottende, derpaa trykt og saaledes kommen

i adskilliges Hænder. Men det sidste var forsaavidt uheldigt,

som det var hans uforgribelige Mening, at den under 27de Fe

bruar 1859 nedsatte Lovkommission havde bemægtiget sig hans

Værk og lagl det til Grund for sine Arbejder. I en Skrivelse

herom til Stiftamtmand Simony udtaler han sig paa følgende

Maade: „Det blev desværre min sørgelige Lod at arbejde uden

Løn, at se andre høste, hvad jeg havde saaet, og blive behand-

W. K arup, Literat, f. 1829, d. 1870, gjorde sig bl. a. bekendt

ved at holde „folkelige Foredrag” af skarp og udfordrende Art. Udg. Anm.