GamleKongensKjøbenhavn

370

Kjøbenhavnske Originaler

tilsagte Livrente blev ham vel udbetalt det første Aar efter

Kongens Død, men derefter reduceret til 200 Rdl. og lilsidst

til 0. En Ansøgning om at faa de ved Trykningen af hans Ud

kast til en Kriminallov udlagte Penge erstattede blev afslaaet.

Han ejede, som han selv siger, ikke en Daler; hans Navn som

Forfatter var borlskyllet af Tidens Strøm, og Publikum var

formedelst hans Forhold til Kongen saa indtaget imod ham,

at han kunde skrive, hvad han vilde, uden at blive læst. Han

saa sine „Fjender i Besiddelse af Magten og sig selv Gjenstand

for hele Folkets Forbitrelse og IIad.“ Saaledes skildrer han

sin Situation. I en saadan Forfatning og Stemning begav han

sig tilbage til sin Fødeby Maribo, hvis Gjensyn han i sine

efterladte Skrifter hilser med et vemodsfuldt Digt. Men her

var intet blivende Sted, og atter vendte han tilbage til Kjøben

havn, nærmest i den Hensigt at udarbejde Christian den Ot

tendes Historie. Hertil skulde han bruge de meget værdifulde

Papirer, lian under sit Forhold til Kongen havde tilsendt denne.

Han forlangte dem udleverede, men det nægtedes ham, fordi

de, som det hed, vare behandlede som Makulatur og kastede

i en Skarnbøtte. Denne Oplysning, der fremkom i et Blad,

krænkede ham naturligvis dybt. For at faa denne vigtige Sag

oplyst og bragt til Forhandling, henvendte han sig ogsaa lil

Rigsdagen og flere Rigsdagsmænd, men forgæves. Oberst

Tscherning svarede ham, som han fortæller, med de Ord: „De

faar ikke Deres Papirer, thi man frygter for, at De dermed

vil gjøre Indgreb i det gloriøse, som omgiver Christian den

Ottendes Regering."

Imidlertid begyndte lian atter paa sin Forfattervirksom

hed. Struensee var hans Ideal af en Statsmand; han betrag-

tedle ham som den største Reformator, Danmark havde havt

at opvise, og besluttede at skrive hans og Karoline Mathildes

Historie for nogenlunde at bøde paa den blodige Uretfærdig

hed, de havde lidt. Dertil søgte han at faa Adgang til de hemme

lige Papirer herom, som beroede i Gehejmearkivet, men det

blev afslaaet. Bogen udkom og opnaaede en saa stor Udbre

delse, at et andet Oplag var nødvendigt, men heller ikke her

til kunde han faa de omtalte Papirer at se. Senere udgav han

et Blad „Diorama“, hvis første Nunier var ledsaget af Por

træter af Kris,tus, Rousseau og Jørgensen Jomtou, de tre største

Mænd, der nogensinde havde levet. Hans eget Portræt havde

følgende Underskrift: „Det er Manden, som adler sin Stand;

men ikke Standen, som adler Manden.“ Iøvrigt var Bladets

Indhold en underlig Blanding af ret forstandige Udtalelser og