370 / 387
366
Kjøbenhavnske Originaler
nogle Spørgsmaal, som han besvarede med: „Det kommer
an paa, om Deres kgl. Højhed taaler at høre Sandhed.“ —
„Det er netop, hvad jeg ønsker,“ var Svaret. Denne Samtale
havde en afgjørende Indflydelse paa hans Liv. En indre
Stemme tilraabte ham: „Det er ham! han er din Pharamond,
og Du er hans Ven!“ jomtou mente, at de Frøkorn, som
han havde samlet paa Erfaringens Vej og for FremLiden
liaabede at samle, vilde ved den ædle, oplyste og verdens-
kloge Fyrstes Ilaand blive plantede og opelskede i den fædrene
Jord. „Han liaabede nu, at hans Stemme ej længere skulde
være en Røst i Ørken, men at hans Forslag til Forbedringer
og lil Afskaffelse af Misbrug og skadelige Indretninger skulde
blive ophøjede til Love.“ Han berejste derfor Landet i alle
Retninger og leverede Erindsen Resultatet af sine Iagttagel
ser. Men man søgte at afskrække ham: Fyrstegunst, mente
man, var ikke at stole paa, og en Justitsraadinde sagde: „Han
skal liave saadanne Folk som Dem til at stoppe i Hullerne,
naar del kniber." Derhos foresvævede ham Mindet om
Struensee, hvis blodbestænkte Skygge Historien fremviser som
et advarende Skræmmebillede for enhver, der vil hellige sit
Livs Virken til Folkets og den lidende Menneskeheds Sag.
Men slige Advarsler og slige Exempler kysede ham ikke;
han tænkte som saa: Den, som ikke har et Liv at vove, naar
et Folks Vel og Ve lægges i hans Haand, er ikke Livet værd.
Imidlertid kunde han ikke ved Siden af Varetagelsen af
Statens Anliggender, der jo optog den største Del af hans
Tid, ganske varetage sine egne Forretninger. Det gik gall
med Skriftstøberiet, og han blev bedragen af sine Folk. Imid
lertid var Prinds Christian bleven Konge, og det var ham
en Balsam En Dag kort efter Tronbestigelsen lod Kongen ham
kalde — jeg følger her Jørgensen Jomtous Fortælling — og
sagde: „Sig mig
1111
, hvad ønsker De, hvad kan jeg g'jøre
for Dem?“ — Svaret var: „Ingenling. Jeg er ugift, gifter mig
ikke. Behøver blot Lidt og har, hvad jeg bruger.“ — „Noget
maa De vel kunne ønske Dem,“ svarede Kongen, „Penge ?“
— „Nej,‘! sagde Jørgensen Jomtou. Kongen mente, at lian i
alt Fald dog skulde henvende sig til Geheimeraad Adler.
Det skete. Da Adler gjentog del samme Spørgsmaal som Kon
gen, var Svaret det samme. „Men,“ vedblev Adler, „naar
De nu fik et godt fedt Levebrød, saa kom Lysten til at gifte
Dem nok.“ Men Jørgensen Jomtou vilde intet modtage. 1
en anden Samtale med Kongen, livori den samme Gjenstand
blev drøftet, bemærkede han: „I intet andet Forhold end