GamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavnske Originaler

369

blev kun slet belønnet, thi da han kom hjem, blev han Gjen-

stand for allehaande Forfølgelser. Der blev gjort Nar ad ham

i „Korsaren", hvor hans Billede en Tid hørte til det staaende

Inventarium; han blev, som han fortæller, overfaldet og for-

haanet paa Kjøbenhavns Gader baade af vel- og sletklædte

Banditer, og to Gange forsøgte man at forgive ham. Om disse

Forgifteiser ytrer han sig rigtignok paa en temmelig dunkel

Maade, hvoraf det synes at fremgaa, at hans levende Fan

tasi herved har spillet ham et Puds, thi at Haaret falder af,

og at der i dets Sted voxer „hvide Børster", kan dog næppe

være Resultatet af en Forgiftning. Men trods disse Forfølgelser

holdt han ud og arbejdede frisk væk paa Planerne til Refor

mer i Samfundslivet, navnlig paa Udkastet til en hel ny Kri-

minallovgivning. Samtidig dermed sendte han jævnlig Breve

til Kongen, hvori Smerten over Forfølgelserne og over de

Hindringer, der fra alle Sider lagdes for hans filantropiske

Bestræbelser i Menneskehedens Tjeneste, udtalte sig af et be

væget Hjerte, medens han tillige tolkede Kongen sin Erkjendt-

lighed for den Husvalelse, hans Naade havde skænket ham.

Heri citerede han Tankesprog af Rousseau, Cromwell, Schil-

ler o. s. v. Han havde intet mere at haabe og frygte, og som

Schillers Thekla kunde han udbryde:

„Das Herz ist gestorben,

Die Welt ist leer,

Und weiter giebt sie

Dem Wunsche Nicht mehr.

Du Heilige! rufe Dein Kind zuriick.

Ich habe genossen das irdische Gluek,

Icb habe gelebt und geliebet.*'

Imidlertid havde Kongen, som han fortæller, paatvunget

ham 600 Rdl. aarlig', fordi han i hans Tjeneste havde tilsat

hele sin Formue og ikke villet modtage noget Embede. Under

Udarbejdelsen af sit Udkast til en Kriminallov fik han for

skjellige skriftlige Vink af Kongen, og da det var færdigt i

1846, blev det ifølge Kongens Opfordring trykt, foruden at det

tillige skulde trykkes i tysk Oversættelse. Men næppe vare

to Ark af denne færdige, før det Tordenbudskab naaede Jør

gensen Jomtou, at hans store Velynder var afgaaet ved Døden.

Ligesom delte Dødsfald frembragte store Omvæltninger i

det offenlige Liv i mangfoldige Forhold, saaledes var det na

turligvis ogsaa skæbnesvangert for den arme Jørgensen Jom-

tou. Nu begyndte hans egenlige Lidelseshistorie. Den ham

J. Davidsen: Fra det gamle~Kongens Kjøbenhavn