GamleKongensKjøbenhavn

358

Kjøbenhavnske Originaler

samme Udseende, Stykket er med faa Variationer det samme,

Intrigen og de handlende Personer ere i det væsenlige ufor

andrede. Den bedragne Mester, hans galante Madame, den

intrigerende Læredreng og Madamens Elsker, der udgives

for en efter 15 Aars Fraværelse hjemvendt Broder, hvis An

sigtsfarve er noget sværtet af den tropiske Sol, udførte alle

deres Roller med et Liv, som i det hele tilfredsstillede Pub

likum, især Nuinerparketlet, der, som sædvanlig, var ind

taget af Børn. Om end Stykket saaledes ikke indeholdt noget

nyt, er det dog ikke uden dramatisk Effekt, navnlig i Slut

ningen; det har en flydende og utvungen Dialog og tæller ikke

faa Scener, der ved en saadan Udførelse, som blev dem til Del,

var meget tiltrækkende og underholdende. Det behørige Kvan

tum Kar og Møbler blev ituslaget med en Naturlighed og

Energi, der kommer Sandheden meget nær, og det var et

dobbelt glædeligt Fænomen for Anmelderen at bemærke, hvor

ledes den jakelske Tradition har vedligeholdt sig saavel i

Stykkets Ide som i Dialogen og i Spillet. Begge de spillende

bleve fremkaldte og viste sig under Publikums levende Ap

plaus hver med en Lertallerken i Haanden" o. s. v. — Ath-

leten Jean Dupuls, bekjendt fra Tivolivisen, er ligeledes Gjen-

stand for Beundring hos Anmelderen, som ikke forsømmer

et Sideblik til denne Kunstners Hustru, „der heller ikke er

ilde at se paa".

Om Stemninger og Tilstande i Skoven give forskellige

Smaaartikler værdifulde Oplysninger. Saaledes fortælles der

blandt andet, at Skov-Politimesterens Navn stundom gav

Anledning til forskjellige Misforstaaelser og Forviklinger. Til

Exempel anføres, at. der i Charlottenlund forefaldt et Slags-

maal, hvori Politimesteren — formodenlig paa Embedsvegne

— tog Del og søgte at standse Urolighederne ved at sætte

Skræk i de ophidsede Gemytter. „Tag Jer i Agt," sagde han,

„ved I, hvem jeg er? Jeg er Normann." — „Ja enten Du saa

er en Normand eller en Svensker," svaredes der, „saa skal

det ikke frelse Dig, kan Du tro." — Endvidere klages der

over, at der i Modsætning til den Støj og Tummel, som her

sker om Dagen paa Bakken, er en Stilhed om Natten, der er

pinlig og utaalelig. Denne ønskes forandret, om ikke paa

anden Maade, saa ved et Par Vægtere, der ere vel skikkede

til at bringe Forstyrrelse i Roligheden.

En Artikel indeholder Betragtninger over Aarsagen lil det

Forfald, hvori Dyrehavslivet er konnnet, samt over Grun

dene til, at man ikke tager saa meget ud i Skoven og morer