Kjøbenhavnske Originaler
353
sentant for en Retning, der nu, om end under andre Former,
gjør sig langt mere gjældende og er langt mere fremtræ
dende, end det dengang var Tilfældet.
Arboe Mahler var allerede en ikke ganske ung Student, da
han traadte ind i den borgerlige Læseforening. Han studerede
Theologi — Gud bedre det! I det mindste var han et af de
Herrens Lys, der aldrig burde være tændte. Kun for den om
talte faste Stok var han et velkomment Medlem, thi der var
i det mindste dengang i hans Optræden og Levevis intet, der
vakte ligefrem Forargelse. Han lagde vel ikke ganske Dølgs-
maal paa sine materialistiske Anskuelser og sin Kynisme, men
det syntes snarere at være Ironi end alvorligt ment. Hans
Ydre var just ikke videre tiltalende; hans alt andet end smukke
Ansigt og matte Øjne viste tydelige Spor af natlig Svir, og det
Lurvet-Gentile i hans Paaklædning stod i god Harmoni her
til. Men hans Jovialitet og morsomme Indfald, hans løjerlige
Udtryksmaade og en vis Ligevægt i Sindet, der betegnede
hele hans Væsen og end ikke forlod ham, naar han udførte
sin Yndlingsbeskjæftigelse som
Magister bibendi
, eller han for
sit eget Vedkommende befandt -sig i den Salighedstilstand,
hvilken han betegnede som en Forsmag paa Paradiset, gjorde
ham vel set i denne Kreds og bevirkede endog, at lian op-
naaede en vis Myndighed og Overyægt, der ikke var videre
heldig for de unge, ubefæstede Gemytter. Fristelsen til at
følge ham paa Veje, der vare alt andet end anbefalelsesvær
dige, forstod han at iklæde humoristisk, og den blev derfor
desto større:
„Lystige, larmende
Gaa under Armen de
Med Mephistopheles, før de det tro.“
Naar der f. Ex. blev Tale
0111
efter en i Foreningen eller
paa et Konditori tilbragt Aften at gjøre en Vandring til Frede
riksberg for at trække frisk Luft, kunde han udtale sig om
trent paa følgende Maade: „En æret Taler, for hvem jeg nærer
den al lerdybeste Respekt, er fremkommen med det ligesaa
geniale som sindrige Forslag at drage til Frederiksberg for at
afkøle det ved Drikkevarernes Mangfoldighed ophidsede Rlod
samt for at give Livsaanderne den vante Spænstighed tilbage.
Dette Forslag tillader jeg mig i Egenskab af uværdigt Medlem
af denne Kreds fuldstændigt at tiltræde. Thi hvad siger ikke
Aristoteles i sit berømte Værk
De Omnibus
— hvilket Værk
iøvrigt viser, at dette Slags Kjøretøjer ikke er nogen moderne
Opfindelse, som man har villet paastaa. Han siger: Revægelse
J- D avidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn
23




