

25
(29)
I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre
lovgivning [2] tilskyndes medlemsstaterne til, i egen og i Fællesskabets interesse, at
udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser
overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne.
[2] EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.
§ 30 Nationale sammenligningstabeller
Betragtning 29 henviser til en aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og
Kommissionen om at forbedre EU-lovgivningen med hensyn til kvalitet og
gennemsigtighed. Under overskriften bedre gennemførelse og håndhævelse
tilskyndes medlemsstaterne til at offentliggøre sammenligningstabeller, der viser
sammenhængen mellem bestemmelserne i direktivet og de foranstaltninger, hvormed
de omsættes i national lovgivning. Dette er vigtigt, idet maskindirektivets ordlyd i sig
selv udgør en fælles reference i dialogen mellem de økonomiske aktører, selv om det
er de nationale gennemførelsesforanstaltninger, der har retskraft. Medlemsstaterne
skal også sende en sammenligningstabel til Kommissionen sammen med teksten til
de foranstaltninger, hvormed de gennemfører direktivet i national lovgivning – jf.
§ 153: kommentarer til artikel 26.
(30)
De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i
henhold til Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de
nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges
Kommissionen [3]
[3] EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
§ 31 Maskinkomiteen
Betragtning 30 henviser til visse foranstaltninger, som kan træffes af Kommissionen
efter samråd med Maskinkomiteen – jf. § 116: kommentarer til artikel 8, og § 147:
kommentarer til artikel 22.