360
BILAG VIII
Overensstemmelsesvurdering med intern fabrikationskontrol af maskiner
1. I dette bilag beskrives den procedure, hvorved fabrikanten eller dennes
repræsentant, som udfører de i punkt 2 og 3 omhandlede forpligtelser, sikrer og
erklærer, at den pågældende maskine opfylder de relevante krav i dette direktiv.
2. For hver repræsentativ type af den pågældende serie udarbejder fabrikanten eller
dennes repræsentant et teknisk dossier som omhandlet i bilag VII, del A.
3. Fabrikanten skal træffe alle fornødne foranstaltninger til en fremstillingsproces, der
sikrer, at den fremstillede maskine er i overensstemmelse med det omhandlede
tekniske dossier, jf. bilag VII, del A, og opfylder kravene i dette direktiv.
§ 395 Overensstemmelsesvurdering med intern fabrikationskontrol af maskiner
Bilag VIII indeholder en beskrivelse af den overensstemmelsesvurderingsprocedure,
der følges for alle kategorier af maskiner, der ikke er opført i bilag IV – jf. § 128:
kommentarer til artikel 12, stk. 2. Denne procedure er ligeledes en af de tre
overensstemmelsesvurderingsprocedurer, der kan vælges for maskiner i en af de
kategorier, der står opført i bilag IV, hvis fabrikanten har anvendt harmoniserede
standarder, hvortil der er henvist i EUT, og som dækker alle de relevante væsentlige
sikkerheds- og sundhedskrav – jf. § 129: kommentarer til artikel 12, stk. 3.
I bilag VIII, punkt 2, erindres der om fabrikantens eller dennes repræsentants
forpligtelse til at udarbejde et teknisk dossier som omhandlet i bilag VII, del A, punkt
1, for hver maskintype – jf. § 103: kommentarer til artikel 5, stk. 1, litra b). Det
tekniske dossier skal indeholde en identifikation af de væsentlige sikkerheds- og
sundhedskrav, der finder anvendelse på maskinen, og en beskrivelse af, hvordan
disse er blevet opfyldt. Begrebet repræsentativ type svarer til udtrykkene type eller
model – jf. § 392: kommentarer til bilag VII, del A, punkt 1.
Det bør bemærkes, at der skal udarbejdes et teknisk dossier for både
seriefremstillede maskiner og maskiner fremstillet som en enkelt enhed. Hvis der
ændres på konstruktionen af seriefremstillede maskiner, f.eks. hvis der bliver
inkorporeret materialer eller komponenter fra forskellige leverandører, eller hvis
konstruktionen forbedres, skal der foretages en fornyet vurdering af
overensstemmelsen af de aspekter af konstruktionen, der er blevet ændret, og det
tekniske dossier skal ajourføres i overensstemmelse hermed.
I henhold til bilag VIII, punkt 3, skal fabrikanten træffe alle de fornødne
foranstaltninger til en fremstillingsproces, der sikrer, at den fremstillede maskine er i
overensstemmelse med det tekniske dossier og de væsentlige sikkerheds- og
sundhedskrav, som finder anvendelse – jf. § 392: kommentarer til bilag VII, del A,
punkt 1, litra b). Disse foranstaltninger udgør den interne fabrikationskontrol, der
nævnes i titlen på bilag VIII.