96 / 183
86
RAC INE, M ILW A U K E E , M IN N E A P O L IS , ST. PAU L
hjemm ebagte K ager sam t dejlig F ru g t; derefter gik v i en lille T u r
om k ring i B yen , inden v i sku lde til A fsked sfrokosten i »Dania
Hall«, h vo rfra vi tog lige til Banegaarden . Je g tog en h jertelig A f
sked med m in Vært, i h vis H jem je g havde haft et saa hyggeligt
og behageligt, men kun alt for ko rtvarigt Ophold. Je g sendte ham
selvfølgelig et Kort, da jeg kom h jem , for at takke ham tor hans
Gæ stfrihed og tænkte m ig ogsaa, at je g en Gang vilde sk rive til
ham igen for at holde Fo rb ind elsen ved lige ; — men det b lev n a
tu rligvis ald rig til noget. Sku ld e denne Bog im idlertid nogen Sinde
komm e ham for Øje, v il han da i hvert F a ld d e ra f se, at jeg h ar
tænkt paa ham og med Glæde m indes mit Ophold i han s H jem,
og han vil se, at h an s sm ukke T an k e, at en dan sk Studen tersan
ger kunde have godt a f at se et a f de mange sm aa H jem der
ovre, ikk e h ar været forgæves.
*
..
*
E fter nøjagtig et Døgns Ophold i R acine dampede vi videre
til M ilwankee. Da vi efter Ankom sten hertil paa B anegaard en saa
den lange Ræ kke a f flagsm ykked e Automobiler, v a r der adsk illige
a f os, som rystede paa Hovedet og skuttede sig ved Tanken
0111
igen at skulle flyve rundt adsk illige T im er og sluge In d tryk og
Støv. Med et resigneret Suk , der betød saa meget som : »Naa, lad
gaa, det kan jo ikke nytte noget at protestere«, steg v i til V o gn s;
men det varede ikke længe, før vi igen befandt os i det rette Hu
mør. Th i Solenskinnede klart, T ræ erne lyste a f F riskh ed og Som
merglæde, M icliigans
ejendomm elige, grøn
ne F arveton e stod saa
udmæ rket
sammen
med H im lens rene
B laa, at vi ikke kunde
holde
vo re
B eun
dringsudb rud tilbage.
Og dog saa h jem ligt
det v a r altsamm en ,
det v a r jo A arliu s-
bugten, vi m indedes
Afrejse fra Racine.
om, den bøje Skræn t
ned til Søen, de sko v
klædte B anker, saa langt Øjet kunde ræ kke langs Søens B red , og
Havnen med de mange Skibe.
I Ju n e au p a rk en standsede vi ved Miss Anne W h itn eys m an
digt skønne Statue a f L e if E rik sen , som staar med Haanden over