91 / 183
R AC IN E , M ILW A UK E E , M IN N E A P O L IS , ST. PAU L
8 1
stor en P art a f B yen s Indbyggere, der er Danske, overalt b lev vi
h ilst a f muntre, dan ske T ilra ab , og da vi passerede et P a r Skoler,
netop som der v a r F rik v a rte r, stod alle Børnene opstillet udenfor,
svingede med Huerne og raab te »God Dag« ; man havde nærmest
det Ind tryk , at m an passerede en stor, dan sk Land sb ysko le.
Køreturen sluttede ved »Dania H a ll« , hvo r v i skulde spise
M iddag; atter spurgte je g forgæves efter Mr. Joh an sen , han v a r
der ik k e ; men en elskvæ rd ig Land sm and , h vis Navn jeg for længst
h ar glemt, lovede at aflevere m ig ved han s Bolig. Stemningen ved
M iddagen v a r yderst h jertelig og fornøjelig, vi b lev opvartet a f
elskvæ rdige, danske Dam er, som hver havde sit lille Bord at sørge
for og gjorde alt, for at vi kunde befinde os saa vel som muligt.
Om sider b lev je g saa bragt til
K a s p a r J o h a n s e n s
Hjem, som
aldeles ikk e saa ud til at tilhøre nogen M atador; det v a r et lille,
net og uanseligt Hus i en Udkant a f Byen , som viste sig væ
sentlig at væ re beboet a f danske Sm aafo lk . Je g kom ind og fik
anvist et Værelse, der v a r saa stort, at der lige akku ra t kunde
væ re en Seng, en Stol og et B o rd ; til m ig og min H aandkuffert
derimod v a r der kneben P lad s, men det h jalp jo , at Dagligstuen,
som laa ved Siden af, ogsaa b lev stillet til m in D isposition, med
Løfte om, at jeg kunde væ re u fo rstyrret der, h vis jeg ønskede lidt
Ro. Je g skal ikk e nægte, at je g v a r lidt skuffet, men im id lertid :
v a r Værelset lille, saa v a r der dog gjort alt for at gøre det h yg
geligt, og ogsaa Dagligstuen gjorde et venligt Ind tryk med sine
P lyd s-M øbler og en lille E tagère med Fam ilieportræ tter og andre
Souven irs.
Je g klædte mig nu paa i Ro og Mag og fulgtes derefter med
m in Vært ind til Teatret, hvo r Koncerten skulde være. Undervejs
fik jeg at vide, at han v a r Skom ag er; sam tidig ytrede han, at de
D an ske i R acine havde tænkt sig, al det netop kunde have sin
Interesse for Studentersangerne, at nogle a f dem kom til at bo
hos M iddelstandsfolk, saa de kunde se lidt a f L ivet hos den jæ vne
B efo lkn in g ; je g svarede selvfølgelig, at jeg syntes ogsaa, det kunde
væ re meget interessant, men tænkte i m it stille Sind, at det havde
nu alligevel væ ret behageligere for m ig at bo kom fortabelt i
et større H jem, og da vi efter Koncerten satte Kursen h jem ad og
ikke, som je g saa sm aat havde tænkt m ig det, skulde tilbringe
Resten a f Aftenen samm en med andre i fornøjeligt Lag , vil jeg
ikk e nægte, at jeg kiggede lidt langt efter K amm eraterne, som
gik derfra i smaa F lo k k e sammen med deres fo rskellige Værter,
leende og snakkende.
Je g begyndte im idlertid straks at komme paa andre Tanker,
da vi v a r komm et hjem i den hyggelige Spisestue, hvor der v a r
Rejsen til Amerika
®