72 / 195
68
første S tudentertog til Upsala — under Plougs Førerskab og Skandinavis
mens stolte Banner — og to Aar efter holdtes i København det første nor
diske S tudentermøde med Deltagere fra K ristiania, Lund og Upsala. I
vore Dage er disse nordiske S tudenterm øder tag et op igen, men paa en hel
anden og langt bredere kulturel Basis.
Det n ittende Aarhundrede har en hel Skala af skiftende S tuden ter
ty p e r a t opvise — alle (eller næsten alle) forherligede i Digtningen. Tidligst
den R ahbek ’ske S tudent, i uforfalsket Drikkevisestil, med »Werther« i
Lommen, bærende paa skjulte og farlige Sympatier for Revolutionen og de
P. A. Heiberg’ske Ideer. Dernæst Springet ind i Romantikken til Poul Møl
lers F riskfyrtype med »laus tabaci« og »Nathimlens Skygge«, ufordæ rvet og
nøjsom som den Tid, han levede i, og Hostrups mere borgerlige og bastan te
Type, den bram fri S tudent, der ingenlunde kaster Vrag paa kønne Kobber-
smededøtre, priser Regenslivet, Slobrokken og den lange Pibe og nyder
Lars Matthiesens Druesaft. Saa kommer Plougs politiserende Type, na
tionalliberal helt ned i Buksestropperne, med de høje Idealer hængende
ud af Halsen, fanatisk Tilhænger af Tanken om Nordens Enhed. Endnu
før Reaktionen indhenter og tilin tetgø r denne Type følger Scharlings
Nøddebo-S tudent, sen tim en talt-ju lestem t med Præ stegaards-Idyl i Sne
og Kaneføre — et v interligt Modstykke til Tresernes S tuden t i Præste-
gaardshaven med den uskyldsrene E ro tik mellem Buskene. Men saa
kommer ogsaa Reaktionen som en Lavine over den romantiske S tuden ter
type, baade den digteriske og den politiske, og Kredsløbet, der begyndte
med Revolutionens Menneskerettigheder, ender med Foreningen af »Aan
dens og Haandens Arbejdere«. Den naturalistiske S tuden t i Halvfjerdserne,
den socialpolitiske i Firserne er endnu præget af en akadem isk Egenart,
Rester af den gamle Lavsaand, der i de følgende Perioder opløses og for
svinder. Den akadem iske Dannelse dykker ned i de brede Lag og de sociale
Underklasser stiger til Vejrs, op mod den — en udlignende Bevægelse, der
fører til, a t Akademikeren uddør som Type og optages i det borgerlige
Samfund som en højnende Bestanddel.
Ogsaa i denne Udvikling har vo rt gamle Universitet kunnet følge med
— det har ikke forsmaaet a t gaa ud til de brede Lag, det har evnet a t følge
Ungdommens ny Indstilling og den ny Vurdering af Værdierne, baade de
aandelige og de materielle. M aatte denne Alma m aters ungdomsfriske
Evne til Fornyelse vedvare!
Q u o d f e lix f a u s t u m q u e s it !