KøbenhavnsUniversitet

under Rahbeks Kommando. Fra 1808 blev S tudenterkorpset permanent

og fik Navn af »Kongens Livkorps«. Det holdt jævnlig Øvelser paa Fæl

leden i hvert Fald i Frederik V I’s Tid — gik dog lidt efter lidt ud af Sagaen

og ophævedes endelig 1864, men T raditionerne fortsattes gennem den i

1861 stiftede akadem iske Skytteforening. Disse krigerske Id ræ tter ude

lukkede dog ikke borgerlige Ombud, saaledes Ligbæringen i Hovedstaden,

som S tudenterne paatog sig under Pesten i 1711, da ingen andre vilde, hvil

ket førte til, a t Regensianerne fik dette Privilegium »til evig Tid« som en

kærkommen Indtægtskilde. Studenternes Ligbæring ophørte dog 1791, men

Kommunitetskassen drog stadig nogen Fordel af denne Forretning.

Det københavnske Klubliv, der især florerede ved Slutningen af det

attend e Aarhundrede, lod naturligvis ikke S tudenterne uberørt — de del

tog i Selskabeligheden, dyrkede den hjemmegjorte dramatiske Kunst og

politiserede i det dulgte. Inden for selve S tudenterverdenen blev efter-

haanden Regensen det selskabelige Samlingssted, her sang og pokulerede

man, i de lyse Sommernætter under Linden i Regensgaarden, og drøftede

Tidens og Dagens brændende Spørgsmaal. Dette »peripatetiske S tudenter

liv« (som Regensens Historieskriver Reinhardt har kaldt det), hvis Midt

punk t Poul Møller var, m aatte udfolde sig frit og taa lte ikke Indskrænk

ninger af nogen A rt, og da det teologiske Faku ltet i Forsommeren 1820

paabød, a t Gilderne i den røde Gaard skulde ophøre ved Midnat, affødte

denne Bestemmelse en saadan Uvilje, a t det ved et talrig t besøgt Møde

under Regenslinden besluttedes a t skabe et nev tralt Samlingssted uden

for Universitetets Rækkevidde. Samme Sommer blev da S tudenterfor

eningen stiftet »til Videnskabeligheds og Broderaands Fremme«. I mere

end et halvt Aarhundrede v ar Studenterforeningen det eneste befrugtende

M idtpunkt for dansk S tudenterliv uden for de snævrere Kredse paa Re

gensen og i Kollegierne, men efterhaanden stagnerede Livet i stereotype

Former, der ikke lod det friske ungdommelige Initiativ fornødent Raade-

rum, og i 1882 skete en Secessio piebis. En Række misfornøjede Medlem

mer ud traad te og stiftede Studentersam fundet, som i de følgende Aartier

skabte sig en betydningsfuld social Mission ved Arbejderundervisning og

Retshjæ lp m. m., mens Studenterforeningen fortsat tum lede med Spørgs

maal af mindre vital Interesse, f. Eks. de kvindelige Akademikeres Opta

gelse, der gennem Aaringer satte Sindene i den stærkeste Bevægelse. Nu

er begge Foreninger ude over denne stæ rk t politisk farvede Periode, og

den gamle Studenterforening hævder sig trods Aarene værdigt ved Siden

af de andre yngre Studentersammenslutninger. Ogsaa i den Fællesfølelse,

der er skab t mellem de nordiske Universiteter, har de danske S tudenter

deres store Andel. Sammen med S tudenterne fra Lund foretoges i 1843 det