KøbenhavnFortæller

n å r jeg skulle bæ re en høj forn ik let spyttebakke fy ld t med blod

ned i gården , og selv om je g slet ikke så på den, men ho ld t den

lan g t ud fra mig, vendte dog a lt sig i mig, og je g skulle kaste

op. Den spyttebakke kom je g somme tide r til at „glemm e“, men

mon ikke doktoren vidste, hvo rfo r je g glem te den? N å r jeg

havde fri fra skole, passede je g også doktorens telefon om e fte r

m iddagen, og je g opholdt m ig i konsultationsvæ relset, je g kunne

se ned på N ø rrevo ld på sporvognene og trafikken . I væ relset

stod et sto rt uaflåset skrivebord med m ange penge i store sølv

tokroner. Jeg h a r ald rig lad e t m ig friste eller rø rt en skilling,

skønt jeg somme tid er in tet havde fået at spise.

Så en dag stod je g og h ja lp kokkepigen med at vaske op. Jeg

stod med en lille kop i hånden . F ruen stod ved siden af mig, og

pludselig ud b ryd er hun: „Pas endelig på den kop, den h a r til

hø rt . . .“ Om det va r en olde- eller en bedstemor fik je g a ld rig

at vide, for je g stod m ed hanken i den ene h ån d og koppen i

den anden, og så fik je g en kn ald end e lussing. Koppen havde

væ ret klinket ved hanken. Jeg huskede at børste eller stryge,

som det jo hedder, doktorens silkehat. Jeg sagde farvel til kok

kepigen og hav det godt, je g kommer ikke mere, og hun sagde:

„Det skal du heller ikke A lm a “. Doktoren v a r nogen tid før

blevet udnæ vn t til professor, og fruen sagde da til mig: „F ra i

dag af skal du sige hr. professor til m in m a n d “. D en næ ste dag

kom professoren hjem til m in mor og spurgte, hvo rfo r A lm a

ikke kom, og m in mor sagde da til ham : „H e rr professor, de

klø m ine bø rn skal have, skal je g nok selv give d em “. Plan

sagde da, at hans hu stru v a r syg, og h an beklagede, at det va r

gået, som det var, men allerede dagen e fter havde je g en plads

i B redgade. D er va r je g i to år.

M ine bedste dage i hjemm et v a r fred ag og lø rdag, n å r jeg

kom h jem fra skole klokken 6, og m in mor h avde skuret gulvene

hvide og lag t ren t pap ir på det lille bord. Så syntes je g trods

den elendige fattigdom , at der v a r hyggeligt.