9 / 161
Indledning
A t skrive memoirer v a r oprindelig forbeholdt en snæver kreds
af mennesker. Det va r de færreste, der kunne skrive, og efter
den tids opfattelse va r der endnu fæ rre, der havde noget at
skrive om. Skrivekunsten var mest udb red t i adelige og læ rde
kredse, ford i m an kun her havde rim elig mulighed for at få
undervisn ing og derigennem tilegne sig tidens dannelse. Det var
de samme mennesker, som oplevede ting, der va r væ rd at erin
dre. De levede ofte næ r begivenhedernes centrum og blev d e r
ved ø jenv idner til afgørende beslutninger og dram atiske optrin,
som det nok v a r væ rd at bevare m indet om ved at nedskrive
dem på det kostbare papir.
De æ ldste memoirer, vi h a r i Danm ark, er fra det 17. å rh u n
drede. Ganske vist findes der optegnelser, der er noget æ ldre,
men de er meget summariske, og de h a r for de flestes vedkom
mende karak ter af kalenderan tegnelser. D a de tidlige memoirer
som næ vn t er skrevet af adelige eller læ rde, er deres emnekreds
snæver, begrænset til de højeste sam fundslags oplevelser og p ro
blemer. Købmanden, håndvæ rkeren eller bonden hø rer vi meget
lid t om, livet i den lille købstad eller på land et om tales ikke.
Kun i sparsomme glim t få r vi et indblik i disse befolkn ing sgrup
pers liv og fæ rden. D et meste af det, vi ved om dem, stammer
fra udenforstående, og kun ved at udny tte alle bevarede kilder,
kan vi sammenstykke et billede af deres dagligliv, af deres ta n
ker og ideer om liv og død.
Selv om memoirerne således kun belyser enkelte sider af til
standene i fortiden, er de dog særdeles væ rd ifulde. Vi ville
nødigt undvæ re Leonore Christines stolte skildring af hendes
bevægede liv, Holbergs skarpe iag ttagelser i hans memoirer
eller Johanne Louise Heibergs „Et liv genoplevet i e rind ring en “.
Disse væ rker er foruden at væ re væ rd ifulde beskrivelser af de
7