KøbenhavnFortæller

pris. „Hvad fanden render De også i fagforeningen for, n å r jeg

har givet Dem den pris, jeg vil give for a r b e jd e t“, snerrede m e

ster og kløede sig i sit skaldede hoved. Der va r ingen vej udenom

prisudvalget, mester måtte gå til biddet og betale, hvis a rbejdet

skulle udføres på hans værksted. H e r ser vi fagforeningens be

tydning for fagets udøvere, n å r der er sammenhold b land t sven

dene. Det v a r det sammenhold, vi manglede, da jeg arbejdede

i Gudh jem i 1911. Svendene v a r bange og afhængige af me

strene i sådan en lille flække af en by.

Mester Madsen va r også ude efter mig. En aften vi kom hjem,

fortalte min bror mig, at han havde bedt om lønforhøjelse. H a n

havde kun 50 øre i timen. Mester havde vendt og d rejet sig og

forsikret ham om, at han umuligt kunne give mere i løn, men

pludselig havde han fået en lys ide og udtalt, at den løn, jeg

fik, kunne Johannes få, og jeg hans, for jeg v a r ikke så god en

snedker, som min bror. „Nå, det sagde h a n “, svarede jeg op

bragt. „Så kan han lave sit lort selv, og ellers rende mig i R .“

Næste morgen da vi mødte op på værkstedet, gik jeg straks

til mester Mad sen og sagde, at jeg havde hørt, at Johannes og

mig skulle bytte løn. „Ja, det h a r jeg foreslået“. „Ikke hos mig.

Skal min løn sættes ned, kan De gøre min bog op med det

samme.“ Mester svarede ikke et ord, men gik ind på sit lille

kontor og kom kort efter ud med mine penge.

Så gik jeg atter ud at søge arbejde, alle steder fik jeg nej.

P å Rådhuspladsen så jeg atter linie 14, og straks fald t Axel

Balsløws værksted mig i tanken. Afsted med linie 14 til H e lle

rup. Denne gang gik det lige som første gang. „Vent et p a r dage,

måske jeg så kan bruge dig. Det v a r jo dig, der skrev afbud på

mit tilbud. Det er der ellers ingen svende, der gør. Jeg skal

skrive et ko rt,“ sagde mester Balsløw. De rmed v a r min skæbne

beseglet for de kommende 43 år! Det vidste jeg bare ikke.

Straks tog jeg ud til værkstedet og fortalte Brormand nyheden

om mit held denne gang. Mester Madsen troede jeg havde for

trudt, og at jeg ville fortsætte arbejdet hos ham!

Kisteglad over igen at komme på bygningsarbejde, møbler lå

ikke rigtigt for min stemme, tog jeg ferie og rejste hjem til far