![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0056.jpg)
Ved Indretningen af Kabinettet paa Amalienborg havde den kunstforfarne
Lorenz Spengler, internationalt kendt som Konkyliolog, været Mokkes Hjæl
per. Inventaret blev udført efter hans Anvisninger af Snedkerne Harms og
Lütgen og var færdigt i Foraaret 1754. I hvert af denøvre Pavillonsals Hjdrner
opstilledes en „Pyramide“ , 4Vs Alen høj, med 5 svejfede „Reoler“ (o: Hylder)
og derunder en Bordplade. Paa Væggene over disse Hjørnepyramider var opsat
Hylder baaret af udskaarne Konsoller. Endvidere fandtes der Udstillingsborde
foran Vinduespillerne og adskillige smaa Trapper. Alt Panelværket i Museums
rummet var malet perlehvidt og Inventaret blaat. Her fandtes ogsaa et Posta
ment af hvidmalet Træ, 1 Alen højt, „til en Metal Figur“ . Endel smaa Kasser
(16 Tommer lange, 93A Tommer brede, V
2
Tomme høje, hver med 20—30
Inddelinger), i hvilke diminutive Naturalier blev opbevaret, var forfærdigeL af
tykt Kardus og foret medblaat Papir; nogle lidt større Kasser af Træblev blaat
anstrøget. Snedkerne leverede ogsaa smaa Rammer af sortbejtset og poleret
Pæretræ til „Naturalie Sten“ [103].
Baade i Farve og Former har dette Museums ældste Bohave været ren Ro
koko; samtlige Møbler, ogsaa Trapperne, siges udtrykkelig at være „svejfede“ .
„Pyramider“ kendes fra andre samtidige Raritetskabinetter, saaledes fandtes
omtrent tilsvarende i „Dronningens lille Køkken“ paa Christiansborg, tegnede
af Eigtved. Her prydedes de af ostindisk Porcellæn [104]. Ogsaa Moltkes
Medaillesamling havde sin Plads i Naturaliekabinettet. Frederik V havde skæn
ket sin Ven en Kollektion og formodentlig ladet et fornemt Møntskab, udført
af D. Schäffer, følge med [105]. Moltke byggede videre paa dette Grundlag og
hknok efterhaanden en ganske anselig Samling, thi allerede henved 1750’ernes
Midte lagde den Beslag paa bre Skabe, af hvilke de to var meget fine Chatoller
med indlagt Arbejde og forgyldt Billedskæren, leverede af selve Kabinetssned
ker Mathias Ortmann, medens de andre to var gjort af den ikke mindre dygtige
C. F. Lehmann [106].
5 4