58 / 165
Jardin lagde Vægt paa at tilvejebringe en betydelig Rumvirkning, derfor
lod han de to Værelser (H og I) i Beletagens Nordende slaa sammen til eet,
der altsaa havde Bygningens fulde Dybde og fik Lys fra tre Sider. Dørene fra
de tilstødende Værelser bevarede han, Fløjenes Type svarer ogsaa, somman
ser, til den ellers i Palæet anvendte (PI. 42). Efter al Sandsynlighed overtog
han ogsaa de to Ovnnicher, der er placerede i Flugt med de tilsvarende i Ende
værelserne mod Syd; de fik dog en ny Dekoration. Men iøvrigt gav Jardin den
nye store Sal en arkitektonisk Form, der gjorde den til en absolut Ener i det
ganske Ensemble.
To Faktorer blev afgørende for Salens Struktur. Den første var Rummets
Formaal. En herskabelig Spisesal maatte have en fast Buffet eller en saakaldt
Skænk. Det var Tradition at anbringe denne paa en Endevæg — det ser vi
f. Ex. paa franske Mønstergrundrids af Pineau, og saaledes var Forholdet ogsaa
i det store Taffelgemak paa Christiansborg, medhvilket Overhofmarskal Moltke
var mere fortrolig end nogen anden. I et langstrakt Rum somdet paa Amalien
borg, hvor mange Gæster skulde bespises saa lydefrit som muligt, var det
naturligvis praktisk at anbringe en Buffet foran hver Kortvæg, et Arrangement,
der ogsaa maatte tiltale en Bygmester med Sans for /’
ordonnance.
En Rokoko-Arkitekt vilde have ladet de to Buffet’er virke blot somTryk
punkter, symmetriske Akcenter i et Interiør, uden paa nogen Maade at antaste
dettes rumlige Enhed. Men for Jardin stillede Sagen sig anderledes. Han besad
en klassisk skolet Sans for Arbejde med rene arkitektoniske Forestillinger og
indsaa strax, at Salen med de to Endebuffet’er opfordrede til en Tredeling af
Rummet.
Under Overvejelse af en Løsning gjorde Faktor Nr. 2 sig gældende. Jardin
havde faaet sin kunstneriske Indvielse i Rom 1744—48 og var der blevet be
sjælet af Kærlighed til den antike Bygningskunst, stærkt paavirket af den
geniale Grafiker Piranesi [ l] . Han hører til den allerældste Kreds af Kunst
nere, der kan kaldes Nyklassicister. Allerede for dette Kuld var den rene antike
5 6