59 / 165
Søjle somet Symbol paa den græske og romerske Arkitekturs Herlighed. Jardin
indførte denne Søjlekultus i Danmark. I sin Ærefrygt for de Gamles Kunst
respekterede han Søjlen somdet den var, nemlig et bærende Led. Ganske vist
hørte Jardin ikke til den strenge Sekt af Klassicister (Theoretikere som
Pére
Laugier), der pure fordømte Halvsøjler [2], men han foretrak dog den fulde
Søjle ogønskede at give denennaturlig Funktion i enBygning. Eigtveds Kolon
nade i Vestibulen var jo egentlig blot et Skuestykke, en Dekoration i Baggrun
den, selve Rummet var visselig ingen Rotunde.
Anderledes i Spisesalen. Her kunde Frisøjler komme til deres Ret og gøre
Nytte. Ved Hjælp af demvar det muligt at dele Rummet rationelt i tre Afsnit
— to Endepartier omkring hver sinBuffet og et langt Taffelrumi Midten. Hver
Skænk blev sat mellem fire joniske Søjler paa Postamenter, de to yderste i
Salens Hjørner, de to inderste flankerende Sidedørene. Og disse firsidede Søjle
stillinger bar deres egne Stuklofter, de udgjorde somto smaa aabne Søjlehuse.
Saaledes lykkedes det Jardin at give disse Afdelinger af Salen en Slags Sær-
existens — æstetisk og sagligt lige vel motiveret — uden derved at slaa det
store Rum somHelhed i Stykker.
Løsningen er aldeles overlegen. Spisesalens svale Skønhed, dens ædle Ro
er først og fremmest betinget af rent arkitektoniske Virkninger. Et lignende
Delingsprincip, omend tilbørlig forenklet, anvendte Jardin senere (1763) i
et Forværelse til Moltkes Embedslejlighed paa Fredensborg (i Marskals
huset) [3].
Hertil kommer saa den helt originale og saa noble Dekoration af Vægge og
Loft i Spisesalen (PI. 41).
I Inddelingen af Langvæggene hersker streng Symmetri. Vinduesvæggen
modNord har tre Døre— en i Midten og en i hvert Endefag— men kun den,
der fører ud til Pavillonen, er reel, de andre er blinde. Paa den modsatte Væg
var Midtdøren blændet. MellemDøre, Vinduer og Ovnnicher er Væggene yder
ligere leddelt af joniske Pilastre af sammeArt somSøjlerne. Disse bærende Led
8
5 7