122 / 579
Konsumtionen.
113
Hjærtesuk blev forgæves, ti allerede 8. Nov. derefter ud
kom en ny Forordning med højere Taxter.
1688 blev der
lagt Afgift paa Yin, Salt og Tobak, der hidtil havde været
fri for Konsumtion.
1669
vægrede Skomagerne sig ved at give Konsumtion,
men Kongen lod Magistraten vide, at de aldeles ingen Føje
og Aarsag havde til at besvære sig, og dem, der fremdeles
viste sig halsstarrige og efterladende, skulde Magistraten
tvinge ved Exekution og vedbørlig Straf1).
For at have Tilsyn med Afgiftens rette Betaling var
der ansat en Mængde Betjente, men med en ringe Løn;
naar en Konsumtionsforvalter lønnedes med 400 Rdl., en
Kontrollør med 2— 300, Skrivere med 120, Overvisiterere
med 150, Visiterere med 48 og Undervisiterere med 32
Rdl. aarlig, blev Følgen deraf en stor Demoralisation, idet
saadanne Embedsmænd for at leve var nødte til at tage
ulovlige Fordele, og Folket blev vænnet til at anse Bestik
kelser som en naturlig Sag. I Rentekamrets Protokoller er
der derfor hvert Øjeblik Tale om Toldsvig.
En saadan
Fremfærd, som de nedenfor omtalte Konsumtionsbetjente ud
viste, var sikkert ikke noget Særsyn. En Destillatør Mikkel
Sørensen fremkom 14. Dec. 1688 med følgende Klage:
„Forleden Lørdag Aften udi min Fraværelse, der jeg paa
Kontoret her udi Staden var fra mig at levere Pengene, som
ved Vesterports Kontor var falden, er udi mit Hus til min
fattige Hustru indkommen Monsr, Fux, Sach, Jens Pedersen
med tvende andre Personer, deres Forretning angiven, at
eftermaale hvis Aqvavita og Brændevin, jeg kunde have udi
Forraad, hvilket dem og straks blev forebragt, saa meget
som jeg havde, hvoriblandt de har befundet 3 å 4 smaa
Flasker med noget destilleret Vand udi, som jeg for min
egen samt min Hustrus og mine Børns Svaghed havde at
bruge, hvilket de dem straks til Nytte førte, at det var
») K. D. VI, 521.
8