152 / 579
Økonomisk Tilbagegang.
143
den algemene Tynge, Byen til Ruin og det eftersiddende
Borgerskab til Fordærv“ .
Man søgte derfor om en Be
faling til dem om at forblive i deres By, men da det var
vitterligt, at Næringen var hel slet for dem og Besværlig
hederne, der daglig tiltog, var store, burde der bevilges dem,
der flyttede til Kristianshavn eller købte Ejendomme der,
nogle Aars Frihed for Grundskat, hvilket kun var en liden
Afgang i Kongens Indtægter, da Grundene kun var maadelig
taxerede paa Grund af Stedets og Næringens Ringhed. Lige
ledes vilde det kunne hjælpe, hvis fremmede, der var komne
i Armod, der kunde have deres Tilflugt og nyde 10 Aars Fri
hed for deres Kreditorer1).
I det hele var de 2 Kommuner til Skade for hinanden.
1674 skriver ogsaa Statskollegiet, at „det synes meget skade
ligt og urigtigt, saa for al Handel og Negotie, saa vel som
ogsaa for alle Handelslavene, at saa nær ved hverandre og
under differente Magistrater ere to Stæder som Kjøbenhavn
og Kristianshavn, da stundum den ene den anden contre-
quarrerer, og hvem sig paa et Sted passelig skikket, paa et
andet overløber “ . Dette gav Anledning til de to Byers
Sammensmeltning.
Det gik stadig tilbage med Borgernes Velstand.
Skat
ter og Afgifter var byrdefulde, medens Næringen var- i A f
tagende. De fleste Dødsboer var Fallitboer og Ejendomme
nes Priser sank saa stærkt, at Kongen 7. Maj 1692 afkræ
vede Magistratens Betænkning om Grunden hertil2). Denne
Betænkning gaar ud paa følgende:
„Handelen bestaar alene i det, som indføres og kon
sumeres her, ti kun lidet eller intet kan udføres undtagen
en ringe Del Vin og Salt, som dog ikke er Landsens Frugt,
hvorimod Rug og Byg, der i tidligere Tider bragte Penge
ind i Landet og gav Handel og Næring, er nu, paa Grund
’) Afskrift i Raadstuearkivet. 2) K. D. VII, 384. Betænkningen
i' Raadstuearkivet.