![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0089.jpg)
Foranstaltninger til Lettelse af Færdselen.
79
dels for Færdselens Skyld, men „ellers for Sirlighed for
Staden, naar fremmede Ambassadører igennem Nørre- eller
Vesterport op til vor kgl. Residens skal føres£<1).
Man var meget omhyggelig for den ny Brolægning.
12. Juli 1682 udsiger et kgl. .Reskript: „Eftersom vi aller-
uaadigst fornemmer, at Gaderne formedelst den idelige Kør
sel med beslagne Arbejdsvogne meget fordærves, og i Sær
deleshed nu, de blive omlagte og ikke kan have den Tid, at
de sig retteligen kan sætte og naa fuldkommen Fasthed og
Stadighed, førend de ganske paany igen blive opkørte“ , saa
blev det forbudt herefter at have Jærnbeslag om Hjulene
paa Arbejdsvogne. A f en Forordning af 10. Jan. 1685 ses
det, at der „hidtil var foregaaet stor Uskikkelighed med
Vognsvendenes umaadelige Kørsel“ , og det blev forbudt at
køre „umanerlig fast“ med Arbejdsvogne, saa syge Folk blev
foruroligede og der tilføjedes Folk og Kvæg Skade, ligesom
Arbejdsvogne ikke herefter maatte køre paa hinanden. Naar
der skulde holdes for nogen Dør, skulde der holdes saa nær
Huset som muligt, at Færdselen ikke stansede, og naar
Køresvenden ikke rykkede til Side, men anstillede sig uvillig
med Stilleholden og onde Ord, straffedes han med Bøder
eller Vand og Brød. Fraspændte Vogne maatte ikke holde
paa Gaderne, og der maatte der ej heller arbejdes paa
Vogne af Remsnidere, Smede og Hjulmænd.
Det var for
budt Bønderne at spænde Hestene fra Vognene og lade disse
staa paa Gaderne, men de skulde holde enten i Gaardene eller
paa de dertil anordnede Torve. Det var forbudt Amager
bønderne og Arbejdsvogne at køre over Højbro, men deres
Vej skulde gaa over Fiolmens Bro. Ved Opførelsen af Byg
ninger maatte Gaderne ej heller spæri'es, og for at advare
Folk, naar Huse blev reparerede, skulde der ud af Loftshullet
eller Taget stikkes en Stang, hvori der hang en Snor
med en Sten. Vandrender fra Husene maatte ikke gaa læn-
!) K. D. VI, 786—87, 789.
2)
K.
D. VII,
10, 88— 91.