236 / 660
d
’
a l a y r a c
.
2 2 9
e r d er den Mæ rkelighed, at den er bleven u d fø rt af to frem ragende
D a n se re : a f den æ ld re Bournonville ved h ans Benefice den 8. F e b ru a r
1812 og a f h ans Søn A ugust ved en Somm erforestilling 1882.
H ovedhandlingen i „ A l e x i s “ er ko rtelig fo rta lt S. 97. „ H u u s -
k j ø b e t “ er e t underholdende lille S tykk e, m u n tert og g ratieu st, med
en le t og m elodieus Musik. E n P o et og en K om ponist, som have
friste t den Sk jæ bn e a t faae deres fæ lles V æ rk udpebet, reise fra P aris
tilfo d s og uden P enge. D eres Modgang paa Scenen tag e de sig ik k e
næ r, men K om ponisten h ar en K jæ rligh ed sso rg at bæ re p a a : hans
E lsk e d e h a r m a a tte t følge sin T ante til e t S ted paa L and et, uden at
han an er, h vo r d et er. T ræ tte og uden at vide, hvor de skulle faae
en V ed erk væ g else, som de høilig træ ng e til, komme V andringsmæ ndene
til et H u s, paa h v ilk et d er er opslaaet en P la k a t med U nd erretn in g om,
at d e t er tilk jøb s. K om ponisten m elder sig som K jøber, og E ierinden
m od tag er dem ikk e alene m ed stø rste Høflighed, men b yd er dem tillige
et lan d lig t M aaltid, som hun hed er dem tage tiltak k e med. D et B ed ste
e r dog, a t K om ponisten i den g jæ stfrie H useierinde træ ffer den for
svundn e T an te, ja endog, sk jønd t ikke uden Møie, opnaaer en Sam tale
m ed sin T ilbedte. P o eten k jø b er H u set uden at eie en Skilling, men
ogsaa han h a r L y k k en med sig, th i h a r erfarer, a t en gamm el F y r,
som bo er tæ tv ed , h a r L y st til d et og k u n h a r fo rh alet K jøb et for at
opnaa billigere V ilkaar. N u er han fo rtv iv let over at have lad et den
ford elag tig e H and el slippe sig afhæ nd e og bliv er d et endmere, da han
hører, a t den nye B esidd er vil gjøre F o ran d rin g er, som m aa forringe
hans næ rliggende E iendom s Væi'di. D et k o ste r ham megen O veiveielse,
men tilsid st m aa han bekvemm e sig til at kjøbe H u set saa d y rt, at
P o eten tje n e r en k jø n lille A vance, som han høim odigt sk jæ n k er sin
V en til a t sæ tte Bo for.
T red iv e O pførelser blev der „H u u sk jøb et til Del, og d ette
T al b lev endda o v ersk red et a f „ S l o t t e t M o n t e n e r o “ , Syng estykk e
i tre A k te r afH o ffm an , en a f d ’A layracs allerskjønneste K ompositioner.
D en fry g te d e L eon p aa S lo ttet Montenero h ar fo rlang t L au ra, D a tte r
a f h a n s&alm enelskede Nabo og F je n d e R omuald, tilæ gte. Men L au ra
er elsk et a f E dm ond, og Rom uald vil ik k e gjøre sin D a tte r ulykk elig ;
h vo rm eg et han end maa æ ngstes for F ølgerne, giver .han dog L eon
A fslag. M idt un d er en landlig F e s t i A nledning a f den mellem de to
R id d ere slu tted e F re d b liv er L au ra b o rtfø rt sammen med V eneranda,
hendes H ovm esterinde. R ansm anden er L eon, og i Monteneros til-
g ittre d e un d erjo rd isk e H væ lvinger vil han bøie den unge P iges Mod
stan d . E dm ond liar im idlertid lad et sig optage b land t L eons K rig ere,
og d et er ham , som s ta a e rV a g t udenfor hendes Glitter. Men en ubøn
hørlig stre n g B evog ter h ar hun i L eons slavisk lydige Borgfoged
F e rra n t, hvem V eneranda engang h a r k je n d t som en b rav U ngersvend,
ja endog elsket. E n d sk jø n d t Edm ond er ude a f S tand til a t gjøre
A n d et end a t vaage over den E lsk ed e, uden at kunne bringe nogen
virksom H jæ lp , aab en b arer der sig dog indenfor de af B evæbnede
omgivne ty k k e M ure en sk ju lt M agt, d er arb eid er paa hendes h reise.
D a L eon tru e r hende, høres der en Stemme, som vender T ru slen mod