441 / 660
428
DET KONGELIGE THEATER
1825—49.
levet sig selv , og da hans Deklamation, i og for sig ude a f
K o u rs, kun havde et svigtende Organ at støtte sig til, v il let
betragte slige Ford ringer som uberettiget Arrogance og ikke
kunne forstaa, at et Vovestykke som Debuten endog kunde
vinde B ifa ld hos et Publikum , der havde Sammenligningen paa
rede Haand. Men i sin Ungdom som i sin k raftige Manddom
havde K ragh en Dybde og S ty rke i Talestemmen, en naturlig
Værdighed i Fremtræden og Holdning, som gjorde ham skikket
til anstandsfulde og heltemæssige R o lle r og var meget forskj ellig
fra de senere Dages Tørhed og Træethed, der engang aflokkede
en ondskabsfuld K ritik e r den Bemærkning, at K ragh s Udførelse
a f Kongen i „E lv e rh ø i“ mere mindede om den bekjendfceVærts-
husholder Christian F irta l end om Christian den Fjerde. Roller,
som K ragh ikke uden Fø ie vandt Anerkjendelse for i Tiden til
henimod de halvhundrede Aar, vare E ad rik Streon i Oehlen-
schlågers „Knud den S to re“ , Lampens Aand i „A ladd in “ , Jen s
Grand i „E rik G lipp ing“ , Bergthor i „Hakon J a r l “ , Ebn Ja h ia
i „K on g Renes D atter“ . E ih eller manglede K ragh Lune og fik
endel ud a f kom iske R o ller som Rebslageren i „Den nye B a rse l
stue“ , U lriksen i „Debatten i Politivennen“ , P ry ssin g i „R ecen
senten og D y re t“ og L a rs K u sk i „E t R e ise -E v en ty r“ . —
Christoffer H v i d , født den 27. Mai 1808, var sexogtyve A ar
gammel, medicinsk Studen t, et belevent og dannet, nobelt og
kjønt ungt Menneske, da han den 24. Marts 1829 debuterede
som Caspar i „Jæ gerb ruden “ , en Rolle, der var valg t a f Hensyn
til hans smukke og k raftige Basstemme. Hans Sang gjorde
megen L y k k e , og hans Sp il røbede saamegen scenisk Intelligens,
at han som anden Debutrolle fik tildelt Knud Gyldenstjerne i
„D y v e k e “ . Hvor der stilledes K ra v til en værdig Fremtræden,
en fornem Holdning, tyede man gjerne til Hvid, men disse E g en
skaber, der have til Forudsætning en vis Grad a f Tilbageholden
hed og hos ham v a r parret med noget S tivt og Sippet, formaaede
ikke at fængsle Publikums Interesse i nogen større Udstrækning,
og Hvids P lads i Ensemblet kom aldrig ud over den beskedent
tilbagetrukne Tilværelse. A f hans Repertoire kan fremdrages
V isberg i „Gu lddaasen“ , Camillo i „R øverbo rgen “ , Grev Alma-
viva i Operaen „F iga ro s B ry llu p “ , Kommandanten i „Don Ju a n “ ,
Ja cob i „Jo se ph og hans B rød re“ . — Jo h an R udo lf W a l t z