436 / 660
JFR . ROSENKILDE.
423
om det var den morsomste T a le , man kunde høre. Deres B e
toning forenede sig med hendes faa og d isk re te , men naturlige
og fra en indre Grund udspringende Gestus til et slaaende
sandt Helhedsbillede a f en raisonnerende gammel Jom fru ; hendes
forstandigt anbragte Pauser forstærkede Replikernes Vægt og
forklarede, sammen med den talende Mimik, enhver Vending i
Tankegangen. Den unge Debutantinde viste sig i sikker B e sid
delse a f den vanskelige Evne, som er Skuespilkunstens A lfa og
Omega: R ep likens Fremsigelse som om den udsprang spontant
a f den Talendes Hjerne. Dette tydede paa et omhyggeligt F o r
studium og en sjelden Grad a f Ro og Selvbeherskelse i F rem
stillingens Øieblik; bag denne Ro aabenbarede sig et Lune, som
syntes ikke mindre frodigt end Faderens, og for hvert nyt
Punktum i Talen en Karakteristik saa fin og fynd ig , en Ia g t
tagelse saa skarp og en G jengivelse saa vis paa at ramme det
Centrale i Figuren, at Publikum glad og forbauset ydede Frem-
stillerinden det mest uskrømtede B ifa ld , der kulminerede efter
Sangen og den Slutningstrille, som betoner L ykken ved at tjene
ikke en ung, men „en gammel Pebersvend“ .
A llerede denne første Debut gav i det offentlige Om
dømme Jfr . Rosenkilde Plads blandt Skuespillets D ygtigste, og
da hun Fjortendedagen efter spillede Mad. Buurmann og efter
andre fjorten Dages Forløb Mad. Ru st, bestyrkedes yderligere
Ind trykket a f det betydelige komiske Talent, hun raadede
over. A lligevel gik det i de første A ar ikke saa ganske
glat med Anvendelsen a f dette Talent, thi det komiske R eper
toire var i Hænderne paa Theatrets ældre Kunstnerinder, og
det saare usædvanlige Tilfælde at en ung P ig e , næsten imod
Naturens Orden, fremstod med kunstneriske K ra v paa det, var
en F ak to r, som det ikke faldt saa helt let at faae med i R eg
ningen. Det var foreløbigt mest i nye S tykke r, hun maatte
søges anvend t, og der tilfaldt hende a f saadanne Roller 1845
den døve F rue i „Den nye Barselstue“ , 1846 Kobbersmed
madammen i „G jenboerne“ , 1848 Inger i „E n Søndag paa
Am ager“ , 1849 den kalkunske Jom fru i „Abekatten “ . Endog
en Operarolle b lev a f Komponisten lagt tilrette for hendes
Stemme, for at hendes Kom ik kunde hjælpe med til at bære
S tykket, nemlig Perpetua i Andersen og Glåsers „Brylluppet