431 / 660
418
DET KONGELIGE THEATER
1825-49.
hævedes og adledes den holbergske E lsk e r ved Fremstillerens
naturlige E lskværdighed, ved Hultmanns frie, aabne Væsen og
den Elegance, hvormed han bar den gammeldags Dragt, og naar
han i „Maskeraden“ sagde: „K jæ rlighed , H enrik! er Noget, som
man ikke kan begribe,“ eller i „Henrik og Pern ille“ udbrød:
„ E r nogen Sorg i Verden saa stor, som kan lignes med m in?“
— saa var der en H jertets Varme i de jevne Ord, der gav det
fulde Ind tryk a f usminket, ægte menneskelig Følelse.
Hultmanns moderne Repertoire omfattede paa dette T id s
punkt a f hans Theaterliv Roller som A d o lf Heller i „De Danske
i P a r is “ , Zacharias Stolpe i „Ø stergade og V estergad e“ , Ju liano
i „Den sorte Domino“ , Hermansen i „E n Søndag paa Am ager“ ,
R inville i „Den første K j ærlighed“ , P ete r Kan instok i „Capri-
ciosa“ , Hellebæk i „In trigerne“ , Herløv i „E v en ty r paa Fod reisen “ ,
Halling i „E n Spu rv i Tranedands“ , B a sa lt i „G jenboerne“ . Man
v il særlig fæste sin Opmærksomhed paa disse hostrupske Roller,
i Erindringen om, at Hultmanns Mesterydelser ere at søge i
Hostrups Studenterverden. Endnu stod han dog kun i Uden
værkerne til den Fæstning, paa hvis Vold han skulde plante sin
seirrige Fane. Fø rst i det næste Tidsrum tilfalder K lin ts Rolle
ham, Studentertypen i dens reneste og rigeste Udformning. Men
da havde Hultmann under den heibergske K rise baaret et stort
Repertoire med en enestaaende Udholdenhed og P ligttroskab
og havt Ledighed til at aabenbare sit Kunstnerværd i en saadan
Udstrækning, at han fik sin faste Plads i Publikums Bevidsthed
som en a f Skuepladsens paalideligste Støtter og mest afholdte
Kunstnere.
I C. N. Rosenkildes tarvelige Hjem raadede der et
aandeligt L iv og en original Friskhed, som ikke kunde undlade
at paavirke de opvakte Børn. Hvad enten det var K vartetsp il
eller firstemmig Sang eller Debatter mellem Mænd som Heiberg,
Poul Møller og Chr. W inther, der udfyldte Tiden, dalede der en
kunstnerisk og intellektuel Befrugtn ing ned i de Unges Sind,
ikke at tale om den daglige P aavirkn ing , der blev dem til Del
fra deres Faders saa eiendommeligt udformede Personlighed og
hans kunstneriske Gjerning. E t a f de mest agtpaagivende blandt
Børnene var Datteren J u l i e W e b e r R o s e n k i l d e , født den