430 / 660
HULTMANN.
417
hans utvraigne Holdning — A lt forenede sig til et Totalindtryk
a f noget ualmindelig Sympathetisk, som Ingen kande modstaa.
Men med denne første afgjørende Seir erobrede Hultmann
sig dog ingenlunde strax en sikker og uantastet Plads, hverken
ved Theatret eller i den offentlige Mening. E n Sammenligning
mellem ham og Michael "Wiehe, som om disse To konkurrerede
paa samme Omraade, førte den Sidstnævntes Yenner paa V ild
spor, B ladene vare meget forbeholdne i deres Anerkjendelse,
„Corsaren“ (efter Goldschmidts Tid) forfulgte ham med raa
Insinuationer, og i Theaterdirektionen var kun Collin hans
Talsmand. Hans bedste Støtte i denne Kamptid var Arnesen,
hvis fine Dannelse han nød godt a f i Omgangslivet, og hvis
kyndige Belæ ring kom hans Kunst høilig tilgode. Den smag
fulde Dramaturg gjennemgik hans Koiler med ham, gjorde ham
bekjend t med den franske Scenes Spillemaade i Konversations
stykk e t, lærte ham den urbane og dannede Sprogbehandling,
som senere altid udmærkede Hultmann, og gav ham mangt et
V ink a f praktisk Nytte. Hvergang han spillede, var Arnesen
paa Tilskuerpladsen og' gjorde bagefter kritisk Rede for sit
Ind tryk — en skarpt agtpaagivende og strengt dømmende K ritik ,
a f stort Værd for den flittigt arbeidende Skuespiller. Denne
Undervisning lagde Grunden til den store Paalidelighed, som
blev et Kjendemærke for Hultmanns Kun st: hans usvigelige
Sikkerhed i Rollen. Dens Memorering var fast indarbeidet,
allerede naar han mødte til den første Prøve, saa at den øvrige
Prøvetid kunde anvendes til Indøvelsen a f Sammenspillet og de
deraf betingede Nuancer i Udførelsen.
I den holbergske Komedie tilfaldt efterhaanden Leander-
F a g e t Hultmann som hans ubestridte Eiendom. Sin første
Leand er, E lskeren i „Ju lestu en “ , spillede han allerede i Aaret
1844 ; derefter kom 1847 „Abracadabra“ , 1849 „Pern illes korte
Frøkenstand“ og „Maskeraden“ , senere „Henrik og Pernille .
Der var fra Hultmanns Side ikke Tale om nogen Experimenteren
med disse F igu rer i romantisk-erotisk Retn ing; han gav S k ik
kelsen i dens hele usammensatte Æ rlighed, og ligesaa lidt som
han forandrede et Bogstav i Replikens holbergske Ordlyd, lige
saa lidt fjernede han ved mere eller mindre pikante Midlei
Leander fra den Tankekreds og Tidsalder,
han
tilhører. A lligevel
27