429 / 660
416
DET KONGELIGE THEATER 1825—49.
og Foersom Kammerraad K rah l, men dels havde Pinsters E ls k
værdighed ikke forslaaet fuldtud til at dølge det Ufine ved unge
Smiths Optøier, dels havde Foersom va lg t et saa utaalelig lang
somt Tempo for sit Spil, at Publikums Opmærksomhed fik altfor
rige lig Tid til at dvæle ved Handlingens Urimelighed og lovlig
plumpe Sammenføining. S tykk e t gjorde kun tynd L y k k e og
g ik ikke over paa Repertoiret. Forfatteren opgav dog ikke
Haabet om at se det indlemmet deri; thi kunde der blot findes
en tilstrækkelig sympathetisk Frem stiller a f Srnith, havde
Resu ltatet overtraf Forventningerne.
Da „R e ise -E v en ty re t“
paany g ik over Scenen den 22. Ap ril 18 4 3 , b lev det modtaget
med afgjort B ifa ld af det lattermilde Publikum , og med hvor-
megen Fø ie en rige lig Del a f dette B ifald tilfaldt Phisters
uimodstaaelig morsomme Krah l, var man dog enig om, at Seiren
først og fremmest skyldtes den treogtyveaarige Debutants ind
tagende E lskvæ rd ighed og smittende Ly stigh ed ; hans behagelige
Talestemme, hans distinkte Pronunciation , hans friske Latter,
hans klare Sang , hans kjønne, aabne, ungdomsglade Ansigt,
H u ltm a n n .
Ungdom sportrait efter Lithografi.
Phisters Fan tasi opfundet
en
Kammerraad,
hvis
vimse Raphed dannede en
saa morsom Modsætning;
til den tidligere Udførelses
Flegma, at han lovede sig
og
Forfatteren
megen
V irkn ing a f Skikkelsen.
I Hultmann troede nu
Arnesen at have fundet
det friske og overgivne
Bonvivan thum eu r,
som
hans Vaudevilles Hoved
figur burde udstyres med
for at faae T ilgivelse for
sine L ø ie r ;
efter hans
Anmodning b lev Rollen
given til Hultmann, og
Arnesen gjennemgik den
med ham som Instrukteur.