444 / 660
PRINTZLAU.
JF R . RANTZAU.
ADOLF ROSENKILDE.
431
paa rede Haand alle de E ffe k te r, hvormed drevne Skuespillere
forstaa at tage et mindre kritisk Publikum. Men hvormeget end
hans prægtige Y d re bedaarede, hvormeget end hans Tunge
færdighed og Bevægelighed frapperede, kom man dog efter-
haanden under Y e ir med, at der ikke boede noget kunstnerisk
Naturel bag al denne Færdighed. Utilfreds med sin S tilling
ved Tbeatret tog Printzlau sin A fsked og reiste ud i P rovin
serne. Her vandt han et stort R y som E lsk e r og Bonvivan t
og var i mange A a r Provinsscenens og især dens kvindelige
Publikums A fgud , Indehaver a f alle de taknemligste Roller. I
et P a r a f disse, Kean og Don Ju an a f Østerrig, optraadte han
18 4 1 som Gjæst paa det kongelige Theater. — Erhardine
R a n t z a u , født den 23. September 18 15 , havde en klangfuld og
k ra ftig , men mangelfuldt skolet A lt, der som Talestemme var
for dyb og haard til at være det føielige Organ for de E lsk e r
indefølelser, som hendes smukke, ranke Skikkelse og fine An
sigtstræk syntes at have bestemt hende til Tolk for. Hun debu
terede den 29. April 1835 som den blinde Valerie i Scribes
Komedie a f dette Navn og spillede blandt mange andre Roller
Dronning Emma i Oehlenschlågers „Knud den S to re“ , Ju liette
i L y stsp illet
„Romeo e Giuliettaa,
Herminie i „B ad et i D ieppe“
Lau retta i „Correggio“ , Gulnare i „A ladd in “ , Helene i „K e an “
E lisabeth Munk i „E lverhø i“ , Frederikke i „E t E ven ty r i Rosen
borg H ave“ og V iva i „Recensenten og D y ret“ . 1836 blev hun,
g ift med Sangeren Chr. Hansen. — O. N. Rosenkildes Søn,
A d o l f M a r i u s R o s e n k i l d e , født iK jøbenhavn den 16. Februar
18 16 , kom tolv A a r gammel i Konservatoriet, men blev kort efter
tagen ud igjen, fordi Faderen ikke uden Grund frygtede for det
lidet disciplinerede Samfunds slette Indflydelse paa Drengens
moralske Holdning. Ad o lf b lev saa sat i Huset hos Stiftspræst
Storm paa Vallø og dimitteredes a f ham til Universitetet 1836.
Det var dog ingenlunde det unge Menneskes Hensigt at vandre
videre ad Videnskabernes B an e , dertil lokkede Theaterveien
ham formeget, og allerede et halvt Aar efter Examen, den
29. Marts 18 3 7 , stod han paa Scenen som Ludvig Thostrup i
„Østergade og Vestergade“ , Faderens gamle Rolle. Valget ud
fordrede til en farlig Sammenligning, og den udeblev eiheller.
Man fandt hans Spil sobert og korrekt, men savnede det