448 / 660
MANTZIUS.
435
og naar der forefalder nogen Kommers i en S k o le , faaer den
dovne Dreng let hele Skylden. Mantzius taalte ingen Uret,
heller ikke den, som han saae Andre lide, og i sin Harme der
over viste han igjennem hele sit L iv en mærkelig E vn e til at
finde det ømmeste Sted hos den, han var vred paa.“ Mantzius
blev Medarbejder a f det skrevne K lasseblad „T idsfordriv“ , som
Hostrup ud gav , og han var Sjælen i de dramatiske Opførelser,
der fandt Sted i dennes Hjem, og ved hvilke et P ar holbergske
Komedier spilledes a f og for Skoledisciplene. Atten A ar gammel
tog han Artium 1837 og inddroges snart i Studenterforeningens
og „Academ icums“ L i v , særligt som en a f de sceniske D ilet
tan ter, man lagde mest Mærke til. Da Skole- og Studenter
kammeraten Hostrup kort efter saa smaat begyndte sit drama
tiske Forfatterskab , b lev Mantzius fra første Færd a f en a f dets
Bæ rere og snart den vigtigste. I Yennens Debntarbeide, den
lille Vaudeville „Om Forladelse“ , der oprindelig var skreven til
P rivatb rug , traadte han endog op for Offentligheden, da den
b lev opført a f Studenter til Fordel for de vandlidte Jyd e r.
Mantzius var imidlertid begyndt at studere Theologi, ja dyrkede
endog Videnskaben litterairt som Oversætter a f G. L . Bauers
Lærebog i hebraiske Oldsager (1842); men mere og mere droges
han mod Theatret, stiftede som renommeret Studenterakteur
Bekjend tskab med de rigtige Skuespillere, sluttede Venskab med
M. W iehe og kom i hans Fædrehjem. E n a f dets K red s skildrer
ham saaledes fra dette Tidspunkt: „E n lyslokket theologisk
Student — en Ven a f Michael W iehe — med brændende
Theaterinteresse droges til Huset a f denne og henrev os (maa-
ske trættede Nogle) med sine Skildringer og Oplæsninger a f de
D ig tere , som netop havde henrevet h am; deriblandt mere end
nogen Anden Schack Staffeldt. Det var ikke let i denne slanke,
blege Yn g lin g med et saa stærkt idealistisk Præg at forestdle
sig den senere Tids Skuespiller Mantzius; men dog var vel alle
Spirer tilstede hos ham, og det gjorde, at Nogle af os tidligst
fik Øie paa det Ufine i hans Væsen og det Ensidige i hans
T a le , medens Andre sympathiserede med det Høitstræbende i
hans’ R etn ing.“ Man faaer a f denne Udtalelse en Forestilling
om, at Mantzius som ung ikke i aandelig, men kun i legemlig
Habitus har været forskjellig fra, hvad han blev som ældre, han
28*