452 / 660
MANTZIUS.
JER . PETERSEN.
VILH. W IEHE.
439
B eh ag baacle i hans Spil og i de gemytfulde, ægte nationale
hostrupske S tykke r, hvori det havde aabenbaret sig fra sin
bedste Side, gjorde ved en Befaling Ende paa Chefens Betæn
keligheder. Mantzius var nn paany ved den Scene, hvor hans
K un st hørte hjemme. Men har han selv troet, at hans Vandre-
aar nu vare forbi, har han feilet; han vedblev at være et uro
ligt E lement, som havde vanskeligt ved at finde sig tilrette i
disciplinairt ordnede Forhold. — Lovise Augusta P e t e r s e n ,
født den 25. Mai 18 2 5 , havde som attenaarig ung P ig e , den
29. Oktbr. 18 4 3 , en overordentlig heldig Debut som Trine Kar
i „Aprilsnarrene“ . Hun var en k v ik og nydelig Personlighed,
bevægede sig frit og tækkeligt, havde Rep liken godt i sin Magt
og raadede over en behagelig Sangstemme, som hun havde lært
at bruge i Konservatoriet. Som Soubrette, munter Elskerinde
og i andre F a g kom hun til at gjøre flittig Tjeneste og spillede
i de første Aar a f sin lange Theaterbane bl. A. Christine i „E t
E ven ty r i Rosenborg H ave“ , Caroline i „De U adskillelige“ ,
Lisette i „Skatten “ , Engelke i „Den politiske Kandestøber ,
Nicolette i „Den adelsgale B o rg e r“ og Barberina i Operaen
„F iga ro s B ry llu p “ . Som Mad. S c h i e m a n n , g ift med den ud
mærkede Obovirtuos, Kapelmusikus Chr. L . A. Schiemann, ud
videde hun i det følgende Tidsrum sit Repertoire med talrige
mindre Roller. — Om A n t o n V i l h e l m W i e h e s Barndoms
hjem er der talt ovenfor (S. 394 ff.). Som den næstyngste a f de
wieheske Brødre tumlede den friske og kjække Dreng sig i det
F rilu ftsliv , som Eædrehjemmet uden ængsteligt Tilsyn lod Søn
nen hengive sig til, om Sommeren tidt hos den gamle B ed ste
moder paa Fredensborg, den øvrige Del a f Aaret i de for alskens
Drengesport saa ypperligt egnede kristianshavnske Lokaliteter:
Dokken , W ilders Plads og Kanalerne, hvor Vilhelm W iehe
lagde Grunden til den store Interesse for Seilads, der fulgte
ham L iv e t igjennem. L igeledes var han Ven med alle Nabo
lagets Droskekuske og kjørte deres Toure med dem rundt i
B y e n ; men hans bedste Fornøielse var at komme til Beriderne,
og hans tid lig vak te erotiske Længsler sværmede ildfuldt om de
skjønne Ryttersker. „Han var en sjelden Kammerat,“ fortæller en
Barndomsven om ham, „uegennyttig, hjertensgod og trofast til
Bunden. V a r der Strid om Mit og D it, var han altid rede til