449 / 660
436
DET KONGELIGE THEATEB,
1825—49.
har besiddet en bred Suffisance i Fremsættelsen a f sine Menin
ger og ikke været generet a f nogen urban Hensyntagen til
And res, hvilende selvsikker paa den B a sis a f akademisk Dan
nelse, som han var stolt a f og gjerne benyttede til at lade sine
Omgivelser føle sin intellektuelle Overvægt. K a rak teristisk i
saa Henseende er ogsaa hans V a lg a f Debutrolle, da han om
sidel besluttede sig til at gjøre Skrid tet fra Studenterscenen
over til det kongelige Theater, hvor hans første Optræden fandt
Sted den 27. September 1842 som Erasmus Montanus. Han
fremstillede ikke denne latterlige Aandsaristokrat i et over-
veiende komisk L y s , men lagd e , efter en moderne Opfattelse,
som er alt Andet end ho lbergsk, E fte rtryk k e t paa de E n k e lt
heder i Bo llen , der tillade en pathetisk Beton ing, som han
overhovedet havde Medfølelse med E rasm us, fordi han bliver
M artyi foi sin Sandhedsforkyndelse, istedenfor at udlevere ham
til Latteren som den , der har væsenligst U ret og trænger til
et hvast K o rrek tiv for at faae Misforholdet mellem Person lig
hedsdannelsen og den blotte Lærdom hævet. T ilskuerne til
klappede Debutanten opmuntrende B ifa ld for hans klare, flydende
D iktion og h an s, indenfor den valgte O p fattelse, i ’ det Hele
taget forstandige, gjennemdannede Sp il, men de savnede det
komiske Lun e , som de vare vante til at rives med a f i Bosen-
kildes Udførelse. Heller ikke håns næste Debutrolle, A rv i
„Je a n de F ran c e “ , havde umiddelbar Magt til at fængsle ved
komisk Fy ld e , men baade den og Giulio Bomano i „C o rregg iou
støttede dog Ind trykket af, at der hos Mantzius var ubestride
lige dramatiske E vn e r tilstede, og at de i Forbindelse med hans
æsthetiske Dannelse og litteraire Kundskaber vilde kunne skabe
en Skuespiller, som kunde blive Scenen til megen Nytte.
Han
mødte derfor den usædvanlige Imødekommenhed fra Direktionens
Side, at han efter sin tredie Debut b lev ansat som P røveskue
spiller med 400 Bd l. Gage. A f lang Varighed b lev denne
Ansættelse dog ikke. A llerede ved Udgangen a f Saisonen 1843
—44 b lev han afskediget ved en Skrivelse, der vel anerkjendte
hans Talent og hans F lid , men beklagede, at Theatret ikke
havde B ru g for ham længer. Dette v a r saameget mærkeligere,
som Mantzius faa Maaneder iforveien havde havt en scenisk
Succes a f gjennembrydende Art, ganske vist ikke paa det konge