454 / 660
YILH. W IEHE.
441
der havde bragt Michael Seiren. Deres Betænkeligheder maatte
dog strække Y aaben for Vilhelms uafladelige Bønner og heftige
Overtalelser, og en Dag tog Justitsraad W iehe ham med til
N. P . Nielsen, som havde lovet at prøve ham. Vilhelm fremsagde
nogle P artier a f Sanders „Niels Ebbesen “ , og Nielsen erklærede,
at der ikke kunde være T v iv l om hans Begave lse for Scenen.
S aa blev Vilhelm W iehe 1843 E le v ved Theatret og kom den
16. November ganske uventet til at spille Jø rg en i „E rik og
A b e l“ , som han paa Grund af en Sygemelding maatte overtage
med en Dags Varsel. Udfaldet styrkede hans Selvtillid, og han
skred med godt Haab til sin egentlige Debut, E inar Tambe-
skjæ lver i „Hakon J a r l “ , som han havde indstudeiet under
Nielsens Veiledn ing og spillede første Gang den 19. April 1844.
Han var da selv, ligesom den unge Helt, han skulde fremstille, en
høi, rank , i Forhold til sin A lder kraftig Yng ling med et
Ansigt saa aabent og frejd igt, som hans hele Natur va r, og en
Begeistring, der varmt gjennemstrømmede hans Foredrag og
dækkede over de Mangler, der som Begynderfeil endnu klæbede
ved Stemmeføring og Bevægelser. Stærkt B ifa ld lønnede hans
Fremstilling, og i en a f Mellemakterne kom Oehlenschlager op
til ham i Foyeren, lagde sin Haand paa hans Skuldei og sagd e.
„Nu er je g ikke bange for, hvorledes E ftertiden skal foistaa
m ig; De har min Aand i Dem, og De skal forklare mig for de
kommende Slægter.“ Med denne Indvielse skred Vilhelm Wiehe-
videre paa sin Vei, overbevist om, at den hurtigt og sikkeit
skulde føre ham til Maalet. Endnu var han foi ung til E lsk e i ^
faget og fik sine næste Debuter i to Drengeroller: Filippo i
„Statsmand og B o rge r“ og Jo seph i „Pariserdrengen“ . Men et
Repertoire a f denne A rt er ifølge sin Natur stærkt begrænset,
og han maatte vente i to Aar, inden han betragtedes som udvoxen
nok til at spille A lger i „Hagbarth og S igne“ , en Præstation,
der atter paa det Øiensynligste varslede om den Betydning, lan
skulde faae for den nordiske Tragedie. Hans næste store Rolle
efter en Mængde smaa — saasom Skomagerdrengen i „Hexeri
eller blind A llarm “ , en Gjæst i „K e an “ o. 1. — blev den 6. A pn
1848 selve Titelrollen i „Don Cæsar de Bazan “ , Holsts vælige
Paradehest, som hans unge E fterfølger tumlede med fyrig t Mod
og stærk Haand. Ikk e mindre B ifald end denne K raftydelse