453 / 660
440
DET KONGELIGE THEATER 1825—49.
at offre sin Ret. Det var eiendommeligt for ham, at han gav
sig helt hen; han v a r saa nmiddelbar som muligt, uden nogen
somhelst L y s t til K ritik . Hans hele Væsen v a r Fan tasi og
Fø le lse ; derfor var han saa forunderlig elskværdig allerede som
D reng .“ Han sværmede for Oehlenschlager, og a f hans T rage
dier kunde han hele S tykk e r udenad; deres Helte var ju st saa-
danne, som stemte med hans Ideal a f Mandighed. A f P lig tlæ s
ning var han ingen V en , og Skolegangen var ham én tung
Vandring. E fte r Konfirmationen, der havde maattet opsættes et
halvt A a r paa Grund a f en lidenskabelig Forelskelse i et noget
ældre krampagtigt Væsen, der boede i Hus med den w ieheske
F am ile, skulde der findes en praktisk Virksomhed for ham
mest L y s t havde han til at blive Sømand, men dette Ønske
satte hans Moder sig bestemt imod, og han forsøgte sig da en
lille T id med Landvæsenet hos en Gaardeier paa Am ager og
følte sig glad og stolt, naar han fik Hest og Vogn betroede for
at besørge Æ rinder i B y e n ; D y r og Skibe vedb lev altid at have
en a f de første P ladser i Vilh. W iehes Interesser. Omsider blev
han sat i Malerlære; han havde røbet Anlæg for Tegn ing, en
A rv fra Faderen , og til hans bedste Barndomsglæder havde det
hørt at gjennemstreife Gallerisalene paa K ristians borg. Hans
Principal b lev en bekjendt d ygtig Malermester K on g slév , der
tillige var Informator ved Akadem iets Ornamentskole. Haand-
værket passede W iehe om Dagen og modtog sammen med andre
lystige Ungersvende Kunstakadem iets Undervisning om Aftenen.
Det hele Arrangement tiltalte ham dog saare lidet, og efterat
han i et P a r A a r havde strøget Vægge og malet Gulve og gaaet
med Farvepo tterne paa Hovedet lig en anden „M alerklat“ , som
han selv i sit Mismod kaldte sig, medens han ellers paa Grund
a f sin Skjønhed gik under Navnet R aphael, skiftede han paany
Livsbestemmelse. Slægtens Theaterblod gjorde sin R e t gjæl-
dende, og Broderen Michaels Exempel begyndte at drage ham
med uimodstaaelig Magt. Men ju st dette Exempel brugte F o r
ældrene til at skræmme ham bort fra hans Forsæ t; de forestillede
ham, hvor lang Veien og hvor besværlig Kampen havde været
for den ældre Søn, inden han var naaet frem til Anerkjendelse,
og de lod ham forstaa, at hans livfulde, impulsive Natur ganske
manglede den seige Udholdenhed, den urokkelige V illiekraft,