537 / 660
5 2 2
DET KONGELIGE THEATER 1825— 49.
K la n g . Men det kunde ik k e undre, om dette sælsomme S k u e
sp il gjo rd e et fremm ed og frastødende In d try k ved at henstille
et u h y g g e lig t Fænom en i dets hele skræmmende B ru ta lite t, uden
nogen poetisk eller p syk o lo g isk F o rk la rin g .
JDels v a r man,
isæi da p aa S cen en , uvan t med en saa u barm h jertig streng
h isto iisk Holdning, og dels er det jo da ia lfa ld tvivlsom t, om
den o verhovedet er b erettiget i et Væ rk , der v il regnes ind
under K un st. A rk iv stu d ie r ere E t, deres Omsætning i kunstne-
lis k 1 01 m et A n d e t , selv om man ik k e v il anérk jende det
trad itionelle Fo rson ingselem en t i den tra g isk e U nd erg an g som
b ere ttige t; for en moderne D ig te r vild e den H exetroens P s y k o lo g i
eller P a th o lo g i, som man i vo r T id er b eg yn d t at komme under
Y e ir med, a fg iv e det i høiere F o rstan d fork larend e og in te r
esserende M om en t, men disse U nd ersøge lse r kunde Ja c o b s e n
ik k e k jende, og han m aatte derfo r nøies med at frem stille K jend s-
g jern in gen i en Handling, der foruden ved sin T id sko lo rit v a r
fængslende fo r de K y n d ig e ved saa fine K a rak te rte g n in g e r som
Hans Thom assen (M. W iehe) og K a rin e (F ru H eiberg), men som
oprørte det store Pu b likum ved sin U h ygge og sit revo lterend e
B ru d med den gam le Fo rm . „T ro ld d om ^ b le v derfo r “
t
med H y ssen og P ib en og toges a f R e p e rto ire t efter den tred ie
Opførelse, medens et fladt R ou tin earb eid e som M. V . B r u n s
Fem ak tsd ram a „ G u s t a v d e n T r e d i e “ et A a rstid derefter
opnaaede at b live spillet fem G ange.
K un I o rfatternavnet b ere ttige r til at nævne S t. St. B l i
c h e r s m islyk k ed e T raged ie „ J o h a n n e G r a y “ , der spilledes
tre G ange i November 18 2 5 . C. J . B o y e fo røgede med „ K o n g
S i g u r d “ 18 26 og „ E r i k d e n S y v e n d e , K o n g e a f D a n -
m a i k , 18 2 7 Ræ k k en a f sine effek tfu ld t b y gg ed e , med Ordbram
og Sp iogb lom ster overflødigt ud styrede S ø rg e sp il, som stad ig
havde deres store og paaskjønnende Publikum , isæ r da N ielsen
i deres H oved ro ller, som v a re udmæ rket b eregn ed e paa hans
pathetiske S til, h avd e rig L e d ig h e d til at glim re med sin hen
rivende D eklam ation .
B o y e s rom an tiske S ku e sp il „ W i l l i a m
S h a k e s p e a r e “ b le v ogsaa b aaret a f N ielsen i T itelro llen og
ik k e m indre a f K uh lau s skjønne M u sik ; det behagede Publikum
høilig v ed den første Opførelse i M arts 18 26 og har i T iden s
L ø b bi agt det til henved tred ive Opførelser.