535 / 660
5 2 0
DET KONGELIGE THEATER 1 8 2 5 -4 9 .
in tet Ø ieblik glemme i en H and ling, som føres um iddelbart frem
fo r vo re Øine . . . . Y i b eg rib e hverken , hvo rledes Und ine faa e r
sin Sjæ l, eller h vo iled e s hun m ister den. J a , h vad der er urim e
lig t i Su jettet, har i B eh and lin g en endog fa a e t en T ilvæ x t a f
U rim elighed , idet her Und ines S jæ l ik k e kommer ved K jæ rlig -
heden, men indfinder sig ved V ie lse s-A k ten . H v ad F o rf. har
tænkt sig ved denne In ven tion , er v a n sk e lig t at sige. S k a l der
lig g e en relig ieu s B e ty d n in g deri, og sk al m aaske V ielsen , fo rd i
den i den katho lske K ir k e er et Sakram en t, m eddele hende
S jæ len ? Men hun er jo døbt; h vo rfo r fik hun da ik k e allerede
S jæ l i I)aaben , som jo ogsaa er et S ak ram en t? Og h ar hun
faa et S jæ len ved et Sakram en t, saa er det jo umuligt, at hun
k an m iste den, saalænge hun ik k e selv med friv illig Hu b ryd e r
det mellem hende og H im len kn y tted e B a a n d ; en Andens B rød e
er jo aldeles u tilstræ k k e lig .“ F o rfa tte ren s A n ven d else a f Em n et
var, som man seer, m eget o verflad isk , men dets th ea tralsk e
E ffe k t — skjøndt uden Støtte a f det ta rvelig e U d sty r — v a r
dog stor nok til at sam le en v is Opmærksomhed om S ty k k e t.
— „ E i a g h s S ø n n e r “ , D ram a i fire A k te r, sp illet fø rste G ang
den 7. D ecem ber 1844, tiende og sidste G an g i den paafø lgende
Sep tem ber M aan ed , v a r C arl B r o s b ø l l s (Carit E tla rs) d ra
m atiske D ebu tarbeide og k a rak te ristisk fo r det haarde H aandelag,
hvormed han sæ d van ligvis som D ram atik e r fø rte sin brede
Pen sel.
H an sk re v allered e da, som en K ritik e r senere har
bemæ rket om ham, sine S ku e sp il „med kn y ttet N æ v e “ og fand t
K un sten s sande M ethode i at o versh ak spearisere Sh ak sp ea re i
to rd en svangre L id en sk ab e rs flammende og b ragende Ud ladn ing,
en med B ille d e r overlæ sset S til og de b ratte Modsætningers’
voldsomme E ffek t. D et U rk ra ftig e hos denne dram atiske Kom an -
tik e r
å la
V ic to r Hugo v a k te im idlertid en ø ieb lik k e lig Opmærk
somhed fo r den unge F o rfa tte r (f. 1820 ); den b lev dog ik k e a f
V a righ ed , og hans fø lgende Skuesp il, F ireak ts-D ram a ern e „ C a m e -
1 o n e r n e og „ D i o n e “ , oplevede 1846 h vert kun een Opførelse.
— Christian K n u d F re d e rik M o l b e c h ( 18 2 1—88) v a r a f et helt
andet N a tu rel; han v a r den oeh len sch lågerske D igtn ings fint-
dannede og form beherskende Epigon , men b le g a f F a r v e og
noget spæd i sin dram atiske Struk tu r, paa hvis M angler han
søgte at bøde ved en i og fo r sig smuk og stemningsfuld L y rik .