Rosenborg

senere Dronning, faar man en uhyggelig Anelse, naar man hører,

at Gruppen — efter at Frederik III. var bleven Konge, — paa

Sophie Amalies udtrykkelige Ønske blev ført til København og op

stillet i Rosenborg Have27).

Dronning Sophie Amalie har ønsket at have Forsmædelsen for

Øje, for intet Øjeblik at glemme. Nu var det hende, der havde

Magten — ve de overvundne!

Den næste Beskrivelse, vi har over Rosenborg, findes i den Rej

seberetning fra 1634, som Sekretæren hos den franske Gesandt,

Grev Claude d ’Avaux, Charles Ogier, har forfattet straks efter sin

Hjemkomst og udgivet i 1656. Grev d'Avaux repræsenterede Ludvig

XIII. ved den udvalgte Konges Bryllup 1634, og hans Sekretær for

tæller, at »Gesandten d. 1. September af Korfltz Ulfeld og Johan

Bille blev ført ud i Kongens Have, i hvilken Kongen har bygget

et smukt Hus. Der er her en stor, hvælvet Sal og i samme en

Mængde smukke Malerier, de fleste fortræffelig udført, som fore

stiller Menneskets Arbejder og Adspredelser i de forskellige Aldre.

Der er ogsaa et Værelse med Marmorfliser, i hvilket findes Por

trætter af Kongen og hans Slægt. En smuk Badstue haves ogsaa

her, og alt er i det hele taget bekvemt og prægtigt indrettet. Det

allermærkeligste er, at Kongen fra sit Sovekammer ved Hjælp af

Kæder og Tallier kan lade en Vindebro — som er ret langt borte —

gaa op og ned.

Haven er omtrent lige saa stor som Tuilerie-Haven i Paris,

men uden dennes lange og prægtige Alleer. Den Danske Have

synes mere at skulle tjene en fornuftig Husfader til Nytte og Be

kvemmelighed, end til at vise kongelig, d. v. s. overflødig Pragt.

Den 7. September lod Kongen vor Gesandt vide gennem Korfitz

Ulfeld, at han efter Middagsmaaltidet vilde være al fmde i Haven,

saafremt Hr. Gesandten vilde forføje sig derud. Kl. 2 tog han alt-

saa ud i Haven med fire af sine Ledsagere og blev modtaget af

Kongens Sønner Christian og Hans Ulrik. Kongen spadserede alene i

Haven og gik Hr. Gesandten i Møde. Denne hilste ham med en

dyb Bøjning, som Kongen besvarede. Kongen satte derpaa sin

Hat paa Hovedet og Hr. Gesandten ligesaa. Da Kongen saa, at vi

(de fire Ledsagere) nærmede os, tog han Hatten af for os. Hr. Ge

sandten benyttede sig af det Italienske Sprog og sagde, at dette var

en lykkelig Dag, da han havde faaet sit Ønske opfyldt, at komme